New York Trilogien

Citat
“New York var et uudtømmeligt rum, en labyrint af endeløse skridt, og uanset hvor langt han gik, uanset hvor fortrolig han blev med sit kvarter og dets gader, havde han altid fornemmelsen af at fare vild. Ikke blot fare vild i byen, men også i sig selv ...”
“By af glas” i New York Trilogien”.

Forfatterskabet Paul Auster får sit programmatiske udtryk i gennembrudsromanerne “ City of Glass ” fra 1985 (“By af glas”, 1987), “ The Locked Room ” fra 1986 (“Det aflåste værelse”, 1989) og “ Ghost ” fra 1986 (“Genfærd”, 1988) – siden kendt som “New York Trilogien”

I “By af glas” får hovedpersonen Quinn til opgave at finde en mystisk Kasper Hauser figur, som er i fare for at blive myrdet af sin sindssyge far, der netop er sluppet ud af fængslet. Opgaven var egentlig slet ikke til Quinn, den var til en privatdetektiv ved navn Paul Auster, men Quinn kunne ikke lade være med at tage den, da tilfældet spillede ham den i hænde. Han skriver selv detektivromaner (ligesom han er figur i en detektivroman), genkender sig selv i Auster og er nysgerrig.

I “Det aflåste værelse” forsvinder Fanshawe uden at efterlade andet end en bunke manuskripter til sin kone og nyfødte barn. Konen sætter sig i kontakt med Fanshawes barndomskammerat og romanens fortæller, som påtager sig at eksekvere hans litterære bo. Det viser sig at være en skæbnesvanger beslutning. Manuskripterne er af en ekstraordinær kvalitet og fylder inden længe hele hans professionelle liv. Konen er ikke mindre tiltrækkende, og inden længe rykker han ind i hendes seng og bliver far for hendes søn. Men Fanshawe bliver ved med at spøge i hans liv, og så en dag modtager han et brev …

29685541

I den strengt formalistiske “Genfærd” sidder en anden privatdetektiv, Blue, og stirrer på Black på den anden side af Orange Street. Black sidder og skriver og læser, og Blue, der er hyret af White til at skygge Black, prøver, som det er en god privat detektivs opgave, at sætte sig ind i, hvad Black tænker. Det lykkes ikke rigtigt og efter at have stjålet et af Blacks manuskripter blot for at konstatere, at det er hans egne rapporter, sætter en hvis paranoia ind, og han går over til grovere metoder.

Spejlingerne er gennemgående i alle tre romaner – mellem skygget og skygget, mellem figurer og fortæller og forfatter (flere af figurerne deler ikke bare profession – skribent – men også ydre biografiske data med Auster, og i “By af glas” som sagt endda navn). Fortællingerne afsløres langt hen ad vejen som dokumenter – en notesbog i “By af glas” og en rapport i “Genfærd”, og tematiseringen af selve skriveprocessen er gennemgående (for eksempel Black, der citerer Hawthorne i “Genfærd”: Writing is a solitary business. It takes over your life. In some sense, a writer has no life of his own.)

I 1987 blev “By af glas”, “Det aflåste værelse” og “Genfærd” samlet i ét bind og udgivet som “The New York Trilogy” (“New York Trilogien”, 1989), hvorefter Austers internationale anerkendelse var en realitet. Samme år udkom den vemodige, lige så stramme, men mindre kendte fremtidsfortælling “ In the Country of Last Things ” 1987, (“I det sidstes land”, 1989), hvorefter forfatterskabet gradvist tøede op med en række mere og mere medrivende værker, som siden har cementeret Austers position som en af det sene tyvende århundredes betydelige litterære personligheder.