Fra og med “Leviathan” fra 1992 (“Leviathan”, 1993) stopper Paul Auster med at lade hovedpersonerne rende rundt som laboratorierotter i en kafkask musetrappe eller drive for vinden i eksistentiel lammelse. Benjamin Sachs, der er skåret over attenhundredtalsforfattereren Henry David Thoreau, forfatteren til bogen “On the Duty of Civil Disobedience” og hippiekulturens bibel “Walden, or Life in the Woods”, har fået nok af social skævhed og politisk hykleri. Bevæbnet med en viden om, hvordan man bygger bomber, drager han hærgende over landet, efterlader sig en stribe af søndersprængte statuer og lige så mange borgmestre, som vrider deres hænder over, at symbolet på nationens uafhængighed, deres små kopier af frihedsgudinden, er pulveriseret.
52532949
Da han pludselig dør i en vejkant i det nordlige Wisconsin, får vennen og forfatteren Peter Aaron (spejlingen mellem fortæller og forfatter fortsætter langt ud over “New York Trilogien”) travlt med at rekonstruere hans historie, alt imens han holder FBI hen med en sludder for en sladder, så han kan fortælle den til offentligheden før pressen, som bare vil fordreje den. Ikke jordens mest sandsynlige afsæt for en krimi, men så igen: Genrens krav tynger ikke Auster voldsomt. Det betyder ikke, at fortællingen ikke virker. Det gør den. Men først og fremmest i kraft af udviklingen (og indviklingen og afviklingen) af fortælleren og Sachs’ venskab, og Sachs’ forvandling til sprængfarling ikonoklast (billedstormer).
Summen er en gedigen kritik af den moral eller mangel på samme, som ligger under USA’s politiske system, og en fremragende skildring af avantgardens forhold til den samme tvetydige moral.