Skildret, dokumenteret, reporteret og fastfrosset i enhver tænkelig kulturel, politisk, religiøs og social belysning fremstår New York som fuldstændigt grundliggende for en række af det tyvende århundredes største kunstneres forståelse og selvforståelse – fra Woody Allen over Lou Reed til Auster selv. Paul Austers New York har aldrig været smukkere end i filmene “Smoke” fra 1995 (“Smoke”, 1995) og “Blue in the Face” fra 1996 (“Blue in the Face”, 1996). Den tunge dyne af postmoderne konstruktion og dekonstruktion, som ligger hen over forfatterskabet i “New York Trilogien” befinder sig nu, hvor den hører hjemme, som et solidt filosofisk fundament under fortællingen, og miljø og karakterer flimrer varmt og tvangfrit foran publikum.
I “Smoke” møder vi endnu en forældreløs gadedreng. På flugt fra nogle bandemedlemmer og på jagt efter sin far møder han Paul Austers alter ego (spillet af William Hurt). De slår kludene sammen, og den egenrådige knægts evne til at rode sig ind i problemer viser sig at bekomme forfatterens stillestående tilværelse godt, lige som også forfatterens vid bekommer knægtens tumultariske flygtningeliv godt.
“Men jo, jeg nød det, jeg syntes det var en udfordring at skrive dialog, at tænke dramatisk frem for narrativt, at gøre noget jeg ikke havde gjort før (…) På mange måder tror jeg at det manuskript er det mest optimistiske jeg nogensinde har skrevet.” bemærker Paul Auster i et interview om arbejdet med manuskriptet (“To film af Paul Auster: Smoke og Blue in the Face”, 1995).
Under optagelserne af “Smoke” overhørte Auster og Wayne Wang nogle af skuespillernes sketches og besluttede sig for at bruge dem til en ny film. Et år senere blev “Blue in the Face” skudt på seks dage, uden manuskript og med Auster som medinstruktør. Handlingen er episodisk, fyldt af skæve og dokumentaristiske sekvenser: Madonna gir’ den som syngende telegrampige, Michael J. Fox som udbrændt wunderkind og Lou Reed og Jim Jarmusch fortæller anekdoter til kameraet. Omdrejningspunktet er Auggies tobaksforretning på et gadehjørne i Brooklyn. Her hænger kvarterets nikotinhungrende originaler ud. Skæve størrelser, ensomme typer. Auggie, spillet af Harveyvy Keitel, er selv en af dem, og samtidig inkarnationen af selve New York-fascinationen. Hver morgen, år ud og år ind, går han ud og tager et billede af krydset ud for sin forretning: Motivet er det samme, indstillingen er den samme og tidspunktet er det samme. Det eneste, som ændrer sig, er livet og lyset i gaden.