Vores mor tager os med til kaffeslabberas hos bekendte der i byen. Da de hører om, hvordan havisen har lagt hindringer i vejen for hendes færd mod frihed og uddannelse, siger de med en snert af fordømmelse: har du så opgivet den her uansvarlige flakken omkring med børnene? Vi hører vores mors korte og kølige svar:
Jeg rejser bare landet rundt.”
Med romanen “Karítas án titils” fra 2004 (“Karitas uden titel”, 2007) slog Kristín Marja Baldursdóttir for alvor sit navn fast som en af Nordens store forfattere og blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2006.
Denne første roman om barnet og siden kvinden Karitas har en anden og mørkere tone end debutromanen. Her folder Kristín Marja Baldursdóttir et historisk billede af Island ud, set gennem en kvindelig kunstners øjne, en kvinde, der netop betragter Island med andre øjne, fordi hun ikke falder indenfor det umiddelbart ’normale’ for datidens kvinder. Historien tager sin begyndelse, hvor Karitas’ mor tager en beslutning om at rejse med sine seks børn til den anden ende af landet, for at de hver og en kan få en uddannelse.
Karitas’ mor er blevet alene, efter at havet har taget hendes mand. Der er ingen nem løsning, ingen smutveje eller tid til at begræde tingenes tilstand, det forstår man ret hurtigt. Livet er en kamp for Karitas’ mor og søskende, men moderen giver kamp til stregen: Hun helmer ikke, før hver af hendes børn er sat godt i vej.
26689023
En af de meget fine nuancer i Kristín Marja Baldursdóttirs første bog om Karitas er skildringen af de seks søskendes forhold, deres kærlighed og stridigheder, deres forskellige karaktertræk, forcer og svagheder. De kommer af det samme, men ender hver især vidt forskellige steder.
Kristín Marja Baldursdóttir er aldrig overfladisk i hverken sprog eller handling, og selvom hele den periode, hvor Karitas som ung kommer til København og går på Kunstakademiet er udeladt, er det bevidst for netop at holde historien på sporet af det, forfatteren vil vise: Islands udvikling i en brydningstid, hvor kvinder bliver selvstændige, hvor de små samfund ændrer sig, og hvor magtstrukturerne langsomt forandres og moderniseres. Så selvom man ser verden gennem Karitas’ tilsyneladende skæve, kunstneriske sind, er karakteren et værktøj, forfatterens og læserens kikkert eller et mikroskop: Karitas har den distance til samfundet, det kræver at se noget både inde- og udefra med en slags antropologisk blik.
Den store historie er altså det, man kunne kalde den moderne islandske saga, mens den lille historie er den personlige: Karitas opvækst, hendes drømme, kærlighed, børnefødsler, personlige tab, håb og kunst. Sproget rummer en særlig stemning, fortællingen har både en poetisk tyngde, en slags nordisk dysterhed, som samtidig fremhæver det lyse og lette, naturens ubarmhjertighed og samtidig ubekymrethed, fuglenes flugt og kvindernes latter.