Der er fantastisk meget gods i Kristín Marja Baldursdóttirs måde at fortælle på, en stor grundighed og en forfinet sans for detaljer, på sin vis er det som at kigge i et kalejdoskop, hvor elementerne er de samme, men billedet er i stadig forandring – hele tiden driver Kristín Marja Baldursdóttir sine karakterer videre, hele tiden tegner hun dem i nye situationer, men lærredet er det samme.
Hun har en nordisk tyngde, man på sin vis kan sammenligne med det, man i musikverdenen kalder ’den nordiske tone’ i jazzen. Pianisten Hans Esbjerg har i et interview forklaret, at hvor der i amerikansk jazz er en fast form med tema, solo og tema igen, er den nordiske jazz mere et episk og billedskabende forløb, hvor man ikke nødvendigvis ender, hvor man starter. Selvom begrebet om den nordiske tone også er op til fri fortolkning, hersker der en generel forestilling om, at den har rødder i en folkevisetradition, og at den for eksempel har et bestemt tonesprog, ligesom Baldursdóttir har det i en litterær form.
Det folkloristiske findes hos Baldursdóttirs henvisninger til sagn og overtro, som hun fletter ind i en slags magisk realisme. I overgangen mellem virkeligheden og sanserne, der mødes i et menneskesind – for eksempel det psykologiske spil i Karitas, da hun får en halv psykose – ser hun syner i form af ånder, der opsøger hende. Hun er bange for dem og tyer til et virkemiddel, man nok ikke ville anvende i moderne psykiatri: Hun anskaffer sig nogle katte. De holder ånderne væk. Sagnfigurerne og overtroen ligger som en indpodet arv hos Baldursdóttir, der har en forkærlighed for stærke kvindefigurer, for kvindesammenhold i almindelighed og livsskæbner i særdeleshed, dengang som nu. Hun trækker på en stor viden om sit land og sit folk og har desuden et ganske omfattende indblik i drømmebilleder og psykologi, der folder sig ud i alle hendes værker og endog på en mere moderne måde i romanen ”Karlsvognen”.