Solvej Balles debutroman ”Lyrefugl” (1986) er en såkaldt robinsonade. Det vil sige at den hører hjemme i en litterær genre, der beskriver en person eller en gruppes overlevelse i isolation. Genren er opkaldt efter Daniel Defoes klassiker “Robinson Crusoe” (1719, dansk 1744) hvor hovedpersonen af samme navn strander på en øde ø. Her organiserer han verden omkring sig og bygger efterhånden en civilisation op fra bunden.
“Robinson Crusoe” er gået over i litteraturhistorien som eksemplarisk for den vestlige kulturs selvfortælling og ideal som organiserende og civiliserende kraft.
I “Lyrefugl” er det karakteren Freia, der efter et flystyrt strander på en øde ø. Freia begynder at beherske øen gennem videnskab, klassifikation og - frem for alt - benævnelse. Ved at undersøge og navngive alt på øen får hun for en stund en følelse af kontrol, som holder angsten over at være strandet alene stangen. Sproget er altså et værn mod verdens truende forskelsløshed. Det fastholder systemerne - det trygge ved, at det ene er forskelligt fra det andet og at alt har sin plads i systemet. Men dette værn er spinkelt, og tingene har en farlig tendens til at modarbejde deres navne og få det hele til at skride.
Titlens lyrefugl spiller en hovedrolle i dette skred, da den ikke passer ind i nogen af systemets kasser. Den kan imitere alle lyde. Den er vidunderligt smuk som det klassiske billede af kunsten og bliver derfor et billede på kunstens omkalfatrende potentiale.
Romanen veksler mellem tre stilistisk- og tidsmæssigt adskilte spor. Det ene spor udgøres af Freia på øen i fortællingens nutid. Det andet spor er drømmeagtigt og billedrigt og er en art fremtidsvision. Og det tredje er fortalt i en ubrudt ordstrøm - hvad der kunne lyde som en bevidsthedsstrøm fra en barndom.
Efterhånden som Freia kan se sit projekt gå op og sin civilisering af øen og sig selv lykkes, begynder de tre planer at skride - fremtiden eller drømmen kommer i karambolage med den virkelighed, som Freia minutiøst har konstrueret omkring sig. I romanens anden del brydes nutidsfortællingen kun af erindringskapitler, der hastigt nærmer sig romanens nu, indtil erindringen indhenter nuet, og romanens udgangspunkt nås.