Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket

Citat
”Alkoholen holdt hendes porer åbne, og hen imod daggry passerede kulden gennem overfladen. Et øjeblik efter begyndte kroppens temperatur langsomt at falde, og da vækkeuret ringede klokken 7.42, var legemet på sengen en genstand mellem rummets andre genstande.”
”Ifølge loven”, s. 104.

I 1993 udgav Solvej Balle ”Ifølge loven”, der som undertitlen angiver, består af fire beretninger. Hver beretnings hovedperson har et projekt, der spiller en altafgørende rolle for de handlinger, personerne udfører i det tidsrum, vi følger dem.

I den første beretning vil biokemikeren Nicholas S. finde det molekyle, der forklarer menneskets oprejste færden. Tanja L. rejser i den anden beretning ud i verden for at lære smerten at kende. Matematikeren René G. forsøger i den tredje beretning at nærme sig den absolutte nulværdi ved at udføre så få viljeshandlinger som muligt. I den fjerde beretning ønsker portrætskulptøren Alette V. ved et nøje gennemtænkt selvmord at overføre sig selv til tingenes verden. Således bliver projektet en væsentlig faktor, der sammenkæder de fire beretninger.

Hver beretning indledes med en lovparagraf, der giver et bredt billede af det, vi opfatter som love - en juridisk lov, en moralsk-religiøs lov samt to naturlove. På denne måde får hele bogen udseende af en lov om mennesket i fire paragraffer.

Stilistisk set er lovpræget på overfladen holdt i en meget præcis og nøgtern stil. Men ved nærmere undersøgelser afslører det sig, at denne rummer store sproglige skred og kunstgreb, som især trænger sig på, når beretningerne når deres klimaks, og præcision og afklarethed virker helt påkrævet. I stedet formår Balle sprogligt at sløre udgangen af hver beretning, så intet forbliver så enkelt, som det så ud, da de klare og afgrænsede projekter først blev formuleret.

Det samme kan siges om bogens komposition. Umiddelbart ses en sammenhæng mellem beretningerne, elementerne synes at falde på plads - men et grundigere blik afslører talrige brud, hvor den ene sammenhæng kan være lige så god som den anden. Man kan imidlertid se en lineær sammenhæng mellem projekterne, idet hvert projekt bygger videre på noget, det foregående har konstateret:

I den første beretning beviser Nicholas S. menneskets oprejste færden, men han opnår ingen tilfredsstillelse ved opdagelsen, idet han ikke er i stand til at finde nogen grund til, at det skulle stå oprejst.

135133485

Tanja L. ved i den anden beretning, at mennesket færdes oprejst, men i sin søgen efter smerten erfarer hun, at det også falder - og i stedet for at finde årsagen hertil, når hun frem til en erkendelse af, at de store systemer for menneskelig bevægelse og handling er trådt ud af kraft.

René G.s projekt i den tredje fortælling bygger på netop denne antagelse, at de store systemer for mål, retning og ambition hører tidligere tider til, og han vil derfor definitivt undlade at udføre viljeshandlinger. Da dette imidlertid viser sig uladsiggørligt, opdager han via matematikken og kærligheden balancen.

I den fjerde beretning behersker Alette V. balancen - hun rejser mellem steder, hvor temperaturen er tilpas til, at hendes modellerarbejde kan udføres optimalt. Hun er i balance mellem at være fremmed og stedkendt, og hun behersker tings balancepunkter - men for hende slår balancen ikke til. Hun finder det nødvendigt med en udligning mellem sig selv og tingene.

Således trækkes en linje mellem projekterne. En linje, der gennemfører en gradvis udligning af mennesket i forhold til omverdenen. En linje, der viser sig at blive til en cirkel, idet liget af Alette V., der til slut i bogens sidste beretning begår selvmord, introduceres i begyndelsen af bogens første beretning og danner genstand for Nicholas S.’ biokemiske forsøg.

Denne cirkelslutning er samtidig et eksempel på, hvordan alle personernes projekter på én gang lykkes og mislykkes eller falder anderledes ud i forhold til det forventede: Alette V. ønsker at være en ting i tingenes verden, men i stedet bliver hun brugt i beviset på det forhold, der om noget skiller mennesket fra tingene: Den oprejste færden.

At matematikeren René G. hedder René G. er selvfølgelig ikke tilfældigt. Der skal ikke byttes meget om på bogstaverne, før ordet ”regne” opstår. René G. forsøger på et tidspunkt under barberingen uden held at trække sig selv fra sit spejlbillede i forsøget på at nå den absolutte nulværdi. Forehavendet lykkes først i det øjeblik, hvor han i elskovsakten så at sige ”lægges sammen med” eller ”går op i” en kvinde. Her formerer fortællerstemmen sig i øvrigt, hvilket yderligere sætter streg under øjeblikkets vigtighed: ”Vi forlader værelset, mens kroppene endnu er hele, for ikke at forstyrre den matematiske operation.”

Gennem denne viljeshandling, der egentlig strider imod René G.s overordnede projekt, opnår han en form for balance, som kan gøre det ud for ønsket om at blive ingenting. Mod slutningen af beretningen ophæves René G. endelig - men ikke i kraft af en matematisk ligning, derimod i form af en sproglig tvetydighed fra fortællerens side: ”Hvad der kan siges om dette menneske er sagt. Det hedder René G. Det bøjer sig ind over bordet. Det retter sig op og ser gennem ruden. Det regner.” Eftersom den sidste sætning både kan betyde, at René G. regner på et matematisk problem, og at det er regnvejr udenfor, er det umuligt definitivt at afgøre, om René G. er til stede i beretningens sidste sætning.

Dette træk er kendetegnende for Solvej Balles forfatterskab. En sproglig bevidsthed, der viser sig helt ned på bogstavplanet, og som ofte resulterer i en sammensmeltning af det tematiske, det fortællermæssige og det sproglige plan. I ”Ifølge loven”, og ikke mindst i beretningen om René G., tydeliggør denne sammensmeltning, at der bag beretningen om personen og projektet og beretningens fortæller findes en særdeles kontrollerende sprog- og formbevidst forfatter, der formår at skabe balance i sin formidling af store eksistentielle problemstillinger med en legende sprogfornemmelse og humor.