Simone de Beauvoir debuterede allerede i 1943 med romanen ”L'Invitée”, men det var med udgivelsen af ”Les Mandarins” i 1954 (”Mandarinerne”, 1986), at hun opnåede størst anerkendelse, da romanen blev tildelt Frankrigs fornemste litterære pris, Prix Goncourt.
Romanen, der over tre bind skildrer Paris' intellektuelle miljø, er ofte blevet læst som en selvbiografisk roman baseret på hendes eget liv med Jean-Paul Sartre og deres venskab og forhold til forfatterkollegaen Albert Camus. Simone de Beauvoir afviste selv, at ”Mandarinerne” skulle læses som en nøgleroman, og bogen er først og fremmest en dirrende intens og bevægende fortælling om menneskelige relationer, der udforsker nogle af eksistentialismens grundtemaer: frihed og ansvar, fremmedgørelse og forholdet til den anden.
Romanen handler om de intellektuelles (titlens ’mandariner,’ efter lærde bureaukrater ved de gamle kinesiske kejserdynastier) voksende isolation og afmagt i det moderne samfund – men ”Mandarinerne” er også en klog og skarpt registrerende kærlighedsroman. Fortællingens synspunkt veksler mellem hovedpersonerne Henri Perron, forfatter, journalist og tidligere modstandsmand, psykiateren Anne Dubreuilh og hendes mand Robert Dubreuilh, en prominent venstreorienteret forfatter. I et nøgternt og ligefremt sprog spinder Simone de Beauvoir en kompleks og lidenskabelig fortælling, der med stor psykologisk dybde og indsigt både tegner billedet af ægteskab, af venskab, af erotiske forhold, forhold mellem forældre og børn – og forholdet mellem individet og fællesskabet.
”Mandarinerne” foregår i efterkrigstidens Frankrig mellem retsopgøret og den kolde krig. I lyset af de skelsættende historiske begivenheder og skarpt optrukne politiske fronter træder de moralske valg, personerne stilles overfor, frem som romanens vigtigste diskussioner: Skal man fortie en sandhed, hvis den vil skade en større sag? Helliger målet midlet? Hvad er vigtigst, kunst eller politik? Ideologien eller det enkelte menneske?