“De brune øjne, Arthur” er Hanne Richardt Becks debutroman fra 1993. Det er en slægtshistorie, der følger to familier og deres skæbner fra dagen før tyskernes invasion af København i 1940 og fire generationer frem. Elisabeth og hendes mand Berndt, der er sagfører, bliver venner med det jødisk-østrigske par Anna og Frantz Wiedewart. Elisabeth og Frantz forelsker sig i hinanden på afstand. Frantz bliver sendt til England under hele krigen på grund af stikkeren Ingerslev, der også er skyld i, at Annas familie bliver sendt i koncentrationslejr. Da krigen er slut og Frantz kommer hjem, er forelskelsen intakt, men dog uberørt indtil Frantzs død. Frantz og Anna har sønnen Stefan og Elisabeth og Berndt den jævnaldrende datter Eva. Eva og Stefan forelsker sig, da de bliver voksne. Eva dør i barselssengen, så Elisabeth og Berndt tager sig af barnet Christina. Man følger familien frem til, at Christina bliver voksen og får sønnen Arthur.
51570626
Romanen gør brug af et fortælleteknisk greb, hvor der veksles mellem tider og personer. Indimellem brødteksten er der passager med kursiv, der i et lidt drømmeagtigt og tvetydigt univers foregår i perioden, da Arthur er blevet født.
Teknikken med krydsklippene bevirker, at kausaliteten vendes om. Somme tider får man virkningen før årsagen.
Parforholdet som tema skildres gennem flere generationer. På Christinas tid er det lidt ligegyldigt, hvem der er far til barnet, for kæresten Niels har lovet, at han gerne vil være far. I kontrast hertil står Elisabeth og Berndts ægteskab, der er så tvungent, lidenskabsløst og tørt, at man kan se støvet for sig.
Krigen er ikke direkte nærværende i fortællingen, men dukker alligevel op som en knude, der begrunder flere fortrængninger, undertrykkelser og rædsler. Helt udpenslet bliver det først, da man hører Annas søster Lucies historie fra koncentrationslejren, hvor vejene blev asfalteret med asken fra brændte lig, og hvor kvinderne fik sprøjtet cement op i livmoderen som en effektiv sterilisering. Hvor så meget andet bliver hentydet og underspillet, får vi her de barske realiteter udpenslet. Det bliver desto mere knugende, når man tænker på kontrasten til beskrivelserne fra København, hvor krigens alvor aldrig rigtig bider sig fast. Alligevel viser “De brune øjne, Arthur” hvordan krigen har voldsomme efterdønninger hele vejen op igennem århundredet for dets nye børn og familier.