hanne richard beck
Foto: Robin Skjoldborg

Hanne Richardt Beck

cand. mag. Mette-Marie Zacher Sørensen. iBureauet/Dagbladet Information. 2008. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, januar 2019.
Top image group
hanne richard beck
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Richardt Beck, Hanne
Foto: Gyldendal

Indledning

I Hanne Richardt Becks varierede forfatterskab er Besættelsestiden i Danmark og dens stød op i århundredet et af de dominerende temaer. Hun skriver også om samtiden, om ondskab og løgne, selvrealisering og spøgelser, og hendes realisme er krydret med fantasifulde forviklinger og sørgelige erkendelser. Fællesnævnerne for hendes facetterede romaner er grundig research, en lethed i sproget og overraskende plots.

 

 

54710720

Blå bog

Født: 3. maj 1959 i Bellahøj i København.

Uddannelse: Cand. mag. i dansk og engelsk fra Københavns Universitet i 1988.

Debut: De brune øjne, Arthur. Per Kofod, 1993.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: For enden af perronen. Gyldendal, 2018. Roman.

Inspiration: George Orwell og Jakob Ejersbo.

 

 

 

 

Hanne Richardt Beck fortæller om ”For enden af perronen”, 2018.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Brættet, eller rettere de fire planker over hullet ned til tønden, var dækket, så hun satte sig ikke ned og var fuldstændig koncentreret om dels at undgå at lårene rørte brættet, dels nydelsen ved at give los og tisse, da en eksplosionsagtig høj lyd ramte trommehinderne.”
“Om så det gælder” s. 233

Hanne Richardt Beck blev født den 3. maj 1959 i Bellahøj, København. Hendes far, Kai Richardt Jørgensen, var tidligere modstandsmand, hvilket mærkede ham både fysisk og psykisk. Han døde, da hun kun var 10 år gammel. Hanne Richardt Beck fortæller, at hun gennem sin opvækst følte sig anderledes end de andre børn: “da jeg var barn og alle andre blev rigere og rigere og flyttede i parcelhus og fik bil osv., da var min familie temmelig fattig og blev boende i den treværelses, gik i aflagt tøj osv.” (Litteratursiden.dk). Faderens barske fortid var et tabu i familien, og hun føler, at selvom hun er født i 1959, er hun vokset op med Anden Verdenskrig.

Hun blev student i 1978 og boede i London og Invergarry fra 1979 til 1980. Da hun kom tilbage til Danmark, begyndte hun på Københavns Universitet og blev i 1988 cand.mag. i dansk og engelsk. Richardt Beck har aldrig drømt om at blive forfatter. Hun vidste, at erhvervet indbragte en stor mængde usikkerhed, og den egnede hun sig ikke til. Selv siger hun: “Som 4-5-årig havde jeg en periode, hvor jeg sagde hvert ord to gange. Fordi jeg syntes det var synd for ordene, at de skulle være alene... Sproget har jeg altså altid haft respekt for, og jeg har nydt at sætte ord på papir så længe jeg kan huske, men tanken om at sende noget ind til et forlag lå mig i mange år fjernt.” (Litteratursiden.dk)

I 1991 fik hun arbejde som gymnasielærer på Sankt Annæ Gymnasium, og samtidigt begyndte hun at tage skrivelysten alvorligt. I 1993 debuterede hun med slægtsromanen “De brune øjne, Arthur”, og da hun i 2005 modtog Statens 3-årige arbejdsstipendium, sagde hun op på gymnasiet og helligede sig litteraturen. Hun har som forfatter følt sig lidt ved siden af: “Da alle de andre skrev kortprosa i 90’erne, skrev jeg lange romaner.” (Litteratursiden.dk)

I 1990’erne arbejdede Hanne Richardt Beck desuden som klumme- og freelanceskribent på Berlingske Tidende og det hedengangne Aktuelt. Hendes indlæg var humoristiske diagnoser af samfund, familie og litteratur.

Hanne Richardt Beck har været gift med Steen Beck siden 1989. Han er lektor på Syddansk Universitet. De bor sammen i Valby og har to voksne børn.

De brune øjne, Arthur

”- Er der nu krig, mor? - Er det rigtige patroner? - Tror du der er nogen døde, mor? - Jeg kan da ikke komme i skole i dag? Elisabeth pacificerer ham med flere franskbrødsmadder og mere chokolade, mens hun mekanisk smører madpakker.”
“De brune øjne, Arthur”, s. 46

“De brune øjne, Arthur” er Hanne Richardt Becks debutroman fra 1993. Det er en slægtshistorie, der følger to familier og deres skæbner fra dagen før tyskernes invasion af København i 1940 og fire generationer frem. Elisabeth og hendes mand Berndt, der er sagfører, bliver venner med det jødisk-østrigske par Anna og Frantz Wiedewart. Elisabeth og Frantz forelsker sig i hinanden på afstand. Frantz bliver sendt til England under hele krigen på grund af stikkeren Ingerslev, der også er skyld i, at Annas familie bliver sendt i koncentrationslejr. Da krigen er slut og Frantz kommer hjem, er forelskelsen intakt, men dog uberørt indtil Frantzs død. Frantz og Anna har sønnen Stefan og Elisabeth og Berndt den jævnaldrende datter Eva. Eva og Stefan forelsker sig, da de bliver voksne. Eva dør i barselssengen, så Elisabeth og Berndt tager sig af barnet Christina. Man følger familien frem til, at Christina bliver voksen og får sønnen Arthur.

51570626

Romanen gør brug af et fortælleteknisk greb, hvor der veksles mellem tider og personer. Indimellem brødteksten er der passager med kursiv, der i et lidt drømmeagtigt og tvetydigt univers foregår i perioden, da Arthur er blevet født.

Teknikken med krydsklippene bevirker, at kausaliteten vendes om. Somme tider får man virkningen før årsagen.

Parforholdet som tema skildres gennem flere generationer. På Christinas tid er det lidt ligegyldigt, hvem der er far til barnet, for kæresten Niels har lovet, at han gerne vil være far. I kontrast hertil står Elisabeth og Berndts ægteskab, der er så tvungent, lidenskabsløst og tørt, at man kan se støvet for sig.

Krigen er ikke direkte nærværende i fortællingen, men dukker alligevel op som en knude, der begrunder flere fortrængninger, undertrykkelser og rædsler. Helt udpenslet bliver det først, da man hører Annas søster Lucies historie fra koncentrationslejren, hvor vejene blev asfalteret med asken fra brændte lig, og hvor kvinderne fik sprøjtet cement op i livmoderen som en effektiv sterilisering. Hvor så meget andet bliver hentydet og underspillet, får vi her de barske realiteter udpenslet. Det bliver desto mere knugende, når man tænker på kontrasten til beskrivelserne fra København, hvor krigens alvor aldrig rigtig bider sig fast. Alligevel viser “De brune øjne, Arthur” hvordan krigen har voldsomme efterdønninger hele vejen op igennem århundredet for dets nye børn og familier.

Englen, dværgen og ulven

“Vi omfavnede hinanden, elskede som om vi elskede alene, med os selv, hver for sig, der var ingen fremmedhed i hans krop, han var på en eller anden måde min egen krop og jeg hans, derfor var det ikke forkert, derfor var det ikke virkeligt, og derfor kunne vi heller ikke holde op. ”
Englen, dværgen og ulven”, s. 305

I 1995 udkom Hanne Richardt Becks anden roman “Englen, dværgen og ulven”. Det er en fortælling om tre unge mennesker, deres kynisme og neuroser. Computerspecialisten James flytter til Berlin for at lave et stort interaktivt oplevelsesshow for et museum. Det store firma, han arbejder for, tilbyder, at han kan bo i en kæmpestor forladt villa i en periode. Men pludselig dukker balletdanseren Lila op, som er den retmæssige arving til villaen. James og Lila bliver øjeblikkeligt forelskede i hinanden, så han behøver ikke flytte ud. Lila fortæller, at hendes veninde også kommer og til James’ store overraskelse, er veninden hans halvsøster Ida, som han ikke har set i tre år. Der er lagt op til eventyr og champagne i det karismatiske hus, men som historien skrider frem, dukker skeletterne frem fra skabet: Der er blodpenge, psykoser, undertrykte løgne og incestuøse forhistorier.

Romanen er bygget op i tre dele, der hver især fortælles af en af de tre hovedpersoner. Derved får man flere vinkler på de samme situationer og hændelser. Som læser kredser man om de forskellige begivenheder uden at få fuldstændig klarhed over, hvad der virkelig er sket. Romanen selv kredser på kanten af såkaldte parapsykologiske fænomener. På grund af de modstridende fortællerstemmer finder man aldrig helt ud af, hvad der er psykiske spøgelser, hvad der er symbolske aftryk af en faktisk historicitet, og hvad der er gemene lege. “Stadtschloss” i Berlin bliver hovedsymbolet for dette forhold, fordi det er “genopbygget” som en gevaldigt vellignede kopi i stof. Både villaen, de bor i, og byen Berlin er materielle repræsentationer af en grum fortid.

På andre niveauer udtrykker romanen et ønske om at fremstå som et autentisk dokument. Dette ses blandt andet ved den sproglige stil, der især i Lilas version er dagbogsagtig med selvafbrydelser, indskudte passager og en kortfattet, talesprogsagtig tekst med udbrud som “Uh”. Denne effekt får Lilas tanker til at virke umiddelbare og uredigerede. James repræsenterer den nye fagre, digitale verden med interface og den slags. Eftersom e-mails var en sjældenhed i starthalvfemserne, bliver romanen et meget distinkt tidsbillede. Søsteren Ida repræsenterer en kritik af samtidens ungdom, de unge kunstnertyper, der går op i politik og musik, men i virkeligheden mest sig selv.

Ida er forfatter og reflekterer over sproget og dets magt og mener, at sprog er handling. Hun mener det så radikalt, at hun ikke vil skrive mere, men derimod skabe eventyr og handling i livet.

Wonderland

“Vanessa stirrede på mig. - Hvor var det du sagde, I boede? På Brønshøj Kirkevej. Om det var vigtigt? - Hvilket nummer? Jeg fortalte hende det, og hun lagde sig ned på græsplænen. - Du hængte dig.”
“Wonderland”, side 255.

I 1999 udgav Hanne Richardt Beck romanen “Wonderland” om Vanessa og Mr. Pole, der møder hinanden i flyet fra Portland til København. Vanessa er en ung fotograf, der netop har forladt sit trygge og kedelige ægteskab med Peter. Hun vil hjem og finde den spændende Mark, som hun kort har mødt i USA. Mr. Pole fortæller sin romantiske og hjerteskærende historie om forholdet til den underfulde Eva og dens tragiske slutning. Mr. Pole inviterer Vanessa til at bo hos ham og passe hans mærkværdige slikbutik i Vanløse. Her finder hun stor glæde ved at lave eksklusive flødeboller formet som Venus og med guldstøv strøet over. Mens Vanessas rastløse tilværelse langsomt falder på plads, flettes hendes barndomstid i Brønshøj sammen med Mr. Poles fortid. Man bliver i tvivl om, hvorvidt han er et spøgelse. Men i virkeligheden dækker hans historie blot over en brutal fortid.

22401181

“Wonderland” kredser om begrebet sprækker – det vil sige det, der befinder sig imellem det hverdagslige og det forudsigelige, de huller man dykker ned i selvom det medfører kvalme og smerte. Det er dem, Vanessa dyrker i sit kunstneriske virke som fotograf, men det er også her, der sandheder ligger gemt, der er smertefulde for alle involverede.

Det er Mr. Pole, der er fortælleren, og selvom der krydsklippes mellem hans og Vanessas fortid og situation i dag, er det ham, der er den alvidende fortæller af hendes historie. Dette fortælletekniske greb underbygger hans lidt mystiske og spøgelsesagtige status. Men selvom læseren pirres med en leg med det overnaturlige, er det de realistiske temaer, der sætter sig fast. De ungdommelige poetiske forelskelser, det hårde hverdagsliv præget af jalousi, forsmåethed og alkoholisme.

Romanen er på en gang et samtidsportræt af en ung karrierekvinde, psykiske problemer og kulturmødet mellem Danmark og USA. Men dens skæve elementer med slikbutikken i Vanløse og hentydningerne til overnaturlige evner, fjerner den fra gængs realisme.

Understrømme

“Jeg fandt en kuffert i min mors skab. En brun kuffert af pap med metalbeslag på hjørnerne og mærkater på siderne. Fuld af billeder, dåbsattester, postkort, kvitteringer og tomme konvolutter.”
“Understrømme”, s. 5.

Hanne Richardt Becks “Understrømme” fra 2003 er en form for krønike, hvor vi følger en familie gennem fire generationer. Fortællingen indledes med fortællingen om Thea, der er familiens yngste led, og som i nutiden har fundet en kuffert fuld af vidnesbyrd fra fortiden: billeder, breve og gamle æggeregnskaber fra oldefaderens tid. Herefter følger vi kronologisk fire historier: Martin Ørums, hans datter Cecilies, hendes søn Olufs og til sidst hans to døtre, Katrine og Theas.

Martin Ørum vokser op i slutningen af 1800-tallet, og vi følger hans voksne liv i begyndelsen af 1900-tallet. Det er en tid med en meget stærk Indremission-bevægelse som den herskende, men også en opbrudstid, hvor Martin Ørum er med til at repræsentere den spirende andelstanke. Dette bliver desværre også hans deroute. Selvom han er en udmærket skrædder, bliver han brugsuddeler og de flytter rundt i landet, mens det bare går værre og værre. Martin Ørum begynder at misbruge medicin. Deres lille søn dør, og datteren Cecilie er okkult og synsk på en belastende måde.

24812685

Cecilie følger vi, fra hun flytter til København og ved hjælp af sine usædvanlige evner og en lille smule humbug får sneget sig ind i det bedre borgerskab. Fortællingen er bygget op således, at det er Cecilies mor, Marie, der besøger hende i København og ser tilbage – dermed bliver forskellen på to generationer samt forskellen på by og land iscenesat og konkretiseret. Cecilie får sent i livet to børn, og det er sønnen Oluf, vi senere følger.

Oluf er blevet tabt på gulvet som spæd, måske af broderen, måske af bedstefaderen, Martin Ørum, hvilket har givet ham kronisk migræne. Vi befinder os i tresserne, og Oluf har lige fået et lille barn, læser på arkitektskolen, men har drømme om at blive kunstmaler.

Romanen har mange bipersoner og de fire fortællinger repræsenterer hver deres tidsbillede. Titlen “Understrømme” er et begreb, der kan bruges om de komplikationer, der går i arv fra generation til generation. Misbrug, problemer med parforhold og lavt selvværd følger med op igennem tiderne. Som om den skrøbelige psyke er en understrøm, der hele tiden truer familiens medlemmer med at trække dem ned.

Gennemtræk

Hvem har ikke prøvet at stå og kigge på en ejendom om aftenen og tænke på, at der inde i hver lille lejlighed findes en familie, en historie, et stuebord. I Hanne Richardt Becks novellesamling “Gennemtræk” fra 2005 bliver vi inviteret indenfor. Konceptet for samlingen er ganske enkelt, at hver novelle handler om en specifik lejlighed i opgangen. Til sidst bliver flere af personerne i de forskellige hjem koblet sammen på den ene eller den anden måde. Det begynder til fødselsdag hos Henrik i “Stuen, tv.”, der har sin irriterende onkel Sylvester med som gæst. Han er en blæret kok, der har været i fjernsynet og taler om rensdyr og stenbiderrogn. Henriks far er lige død, men mens han står og rører i chokoladesovsen, vælger onklen at afsløre, hvem der i virkeligheden er Henriks far.

25587278

Karakteristisk for novellerne er, at de minutiøst beskriver hverdagslige detaljer, men med små hints lægger op til en afslørende forløsning. På samme måde sker det i novellen “Stuen, th.”, hvor Minna besøger moderen og snakker om arkæologi, møbelbetræk og pletter på dugen, indtil det går op for læseren, at moderen meget snart skal dø. Afsløringerne kan være pludselige eller langsomt sivende – ofte er de vigtige elementer ikke helt udtalt alligevel.

Novellerne bliver tit igangsat af et besøg af en person, der enten bringer et budskab, eller hvis tilstedeværelse er med til at få historien til at eskalere med den sandhed, man forventer skal snige sig ind imellem samtalerne om ordbøger, russiske paladser og procenten i øl.

Der er en miljømæssig bevidsthed til stede, og Hanne Richardt Beck anvender sig i de rette sammenhænge af socialklassesproglige efterligninger som “mobilos” for mobiltelefon osv.

Novellen “3, tv.” stritter ud i fortællestil, fordi det er en samtale, hvor en kvinde ringer til Nicolai Tjenestens radio for at fortælle om en mærkværdig oplevelse, hun har haft med en russisk mand. Der er kun nedskrevet, hvad kvinden siger, og stilen med den talesprogsagtige plapren og den kærlige parodi giver mindelser om Per Højholts “Gittes monologer”.

Novellesamlingen tager en drejning til sidst. Novellen “Loftet” handler om viceværten, der er skummel og går og holder øje med dem alle sammen. Man får et overblik og et deja-vu vedrørende de mennesker, man har lært at kende gennem samlingen, og ikke mindre uhyggeligt bliver det, da den uligevægtige vicevært har stillet rødvin og æter klar til, hvis kvinden nedenfor kommer på besøg. Måske er det mord, der hentydes til, når han beskriver kvinden på hans tidligere arbejde med de røde dun i nakken, der pludselig en dag var væk.

Om så det gælder

“‘I krig bliver mennesket stillet over for et helt grundlæggende valg’, sagde han. ‘Man kan give sig hen til dyret i én. Dyret som er drevet af sit eget overlevelsesinstinkt, og som pr. definition er uskyldigt, netop fordi det er et dyr. Eller man kan vælge at blive en robot, en maskine, som blot handler, som den får besked på. Eller man kan tro, at man er Gud.'"
“Om så det gælder” s. 223.

I 2007 udkom “Om så det gælder”, der er en roman om besættelsestidens Danmark. Den starter symbolsk i 1933, da Hitler overtager magten i Tyskland. Søskendeparret Viggo og Vita flytter til et rækkehus i Brønshøj sammen med deres forældre og bliver venner med Max. Max er fra England og bor i en stor, flot villa sammen med sine forældre. Der er en social forskel mellem de to miljøer. I Viggos familie er citronsodavand noget, man kun får juleaften. Max ved en masse om historie og de store krige. Han bliver en inspirator, men også en udfordrende trussel for Viggo, der drages af sprut, ludere og egyptiske cigaretter.

26943884

I andet afsnit af romanen er Viggo, Max og Vita blevet voksne. Danmark er besat, og Vita og Max bliver forelskede og ihærdige medlemmer af modstandsbevægelsen. Man følger Vitas liv på sygeplejeskolen og får et indtryk af tiden med dens forbud og umuligheden af at elske hinanden andre steder end i opgange og lånte sommerhuse, fordi man ikke må have kærestebesøg på kollegiet. Viggo bliver boende i rækkehuset efter forældrenes død, fallerer som skolelærer og er ulykkeligt forelsket på 10. år i frodige og allerede afsatte Ulla. Han er evigt bange for, at Max lokker søsteren ud i noget, der er farligt for hende. Han får på flere måder ret i sine bange anelser. Først mange år efter bliver trådene reddet ud, så også læseren bliver bevidst om, at alt ikke var som det så ud til.

Romanen rummer refleksioner over krigen og ondskabens natur. Når det i bogen viser sig, at besættelsestiden rummer langt flere hemmeligheder og komplikationer, end man kunne forestille sig, bliver forholdet mellem ondt og godt nuanceret. Efterdønningerne i Danmark bliver problematiseret, fordi det i virkeligheden ikke var mange modstandsfolk, der var aktive under krigen, men da krigen var vundet, var alle pludselig på den rigtige side.

Romanen er bygget op med krydsklip til nutiden, hvor Max er død, og hans datter opsøger den gamle Viggo, der nu bor i Tyrkiet. Sekvenserne fra nutiden giver hints til nutidens Danmark og udlændingepolitikken. 

Men Bedste Hr. Hund

“Især om morgenen har han det dårligt. Han vil gerne have at jeg hjælper ham med det. Han sidder på stolen foran skrivebordet, og jeg sidder på knæ på gulvet og holder vattet parat. I skrivebordsskuffen ligger sprøjter og kanyler og de småbitte save af metal som min far bruger når det er en ampul. Den lillebitte sav ligner en dukkesav, og jeg forestiller mig altid alle mulige andre ting man kunne bruge den sav til, når jeg hjælper min far med morfinen.”
“Men Bedste Hr. Hund” s. 102.

I “Men bBedste hHr. Hund” fra 2008 tager Hanne Richardt Beck livtag med sin egen barndom. Pigen Alis bor med sin far og mor i en betonblok i København. Faderen er dødeligt syg. Han har som modstandsmand fået tæsk med slanger af tyskerne, og har fået smadret både sine nyrer og sit sind. Det er ikke muligt i 1960’erne at få anerkendt skader fra krigen, så faderen kan ikke få førtidspension, og i stedet bliver han dybt afhængig af morfin. Mens de glade tressere blomstrer omkring den lille familie, og dem i lejligheden overfor tager til grisefester på Mallorca, lever Alis i dyb fattigdom.

Hele forløbet fra Alis er omkring 6 til 10 år er fortalt gennem barnets øjne. Det er et knugende og sanseligt portræt af en opvækst med svær sygdom. Alis tager med faderen rundt i byen for at prøve at låne penge, hun smugler morfin med ind til ham, da han ligger på hospitalet, og det er hende der ved, hvilke sange han vil have sunget til sin begravelse – for der er så meget, han ikke nænner at fortælle moderen. Den lille pige Alis må tit være alene hjemme med faderen. Der er vidunderlige stunder med højtlæsning og tedrikning, men hun må også hjælpe med sprøjten og det bræk, der kommer ud over det hele. Et barn, der ikke kan lide at gå i skole, som kun kan tale med sine bamser, og hvis lærere ikke formår at hjælpe.

27415857

Hanne Richardt Beck får konkret beskrevet rundkredspædagogikkens indtog. Romanen er et tidsbillede og en ætsende kritik, fordi man som læser vrider sig i stolen af frustration over, at ingen instanser i samfundet kan hjælpe den hårdt trængte familie. Samtidigt er det et indblik i barnets fantasifulde og overbevidste verden – en verden med alt for mange bekymringer.

Det er en interessant fortællerstemme, fordi den med selvfølgelighed indgående beskriver barnets lege, oplevelser og indtryk. Samtidig er den ikke troværdig i traditionel forstand, fordi den selvsagt er gennemsyret af den voksnes forstand og erfaring. Dette medfører en dobbelthed, fordi der er en tiltvungen modenhed i den lille pige, men på den anden side ville et barn aldrig kunne udtale sig sådan om tingene. Der tilstræbes et barnligt sprogunivers ved, at klokkeslæt for eksempel skrives som “1/2 8” (halvotte) og nogle gange er der indre monologer, der mikser børneremser og forfærdet sludder. “Jamen, bedste Hr. Hund, mig forekommer denne sag uden nævning og dommer...//Stik din anke i lommen. Fold faldskærmen ud.” (side 249).

7 Sydøst

”My overvejer, om hun skal tage sine handsker af. Sidst hun var i 7 Sydøst, kommenterede Git hele tiden hendes handsker: ”Er du virkelig blevet en af dem, der går med handsker hele året?” Og ”Sveder du ikke om hænderne?””
”7 Sydøst”, side 92.

I fremtidsromanen ”7 Sydøst” (2011) befinder vi os i år 2034 i den del af Europa, der i bogen hedder Region Nord – en rig og velstillet verdensdel. Nederst i regionen ligger imidlertid området 7 Sydøst, hvor de kriminelle, de socialt udsatte og arbejdsløse bor. Her er stemningen anderledes radikal, en ulmende uro og politisk modstand vokser blandt regionens dårligere stillede borgere.

Hanne Richardt Beck begyndte egentlig med at lade fortællingen foregå i vores tid, men følte sig hæmmet af virkelighedens rammer. Hun ville ikke skrive endnu en roman om utilpassede muslimske unge, men derimod fremhæve samfundstendenser og ideologier på et mere symbolsk plan. Derfor måtte hun fremskrive handlingen til en anden tid, nemlig i år 2034. Her har folk spist af kundskabens træ og har fundet ud af, at deres hænder skal dækkes til. Handsker er højeste mode, vis mig din handske – og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Selvom folk drikker ’hotdrink’ og taler i Phun, kan man godt genkende Nordeuropa i vores tid i Becks beskrivelse af 7 Sydøst.

28765371

Således har klimaforandringer (som regnstormen i 2017) og krige fået Unionen til at indføre skrappe regler, der skal begrænse strømmen af asylansøgere. Alle vil bo i Metropolen, hvor der er arbejde, kultur og rigdom – med andre ord, de velstilledes by, smørhullet. Samfundet er blevet polariseret i rige og fattige, og politisk er det de såkaldte ”Konsekvente demokrater”, der har regeringsmagten. Selvom der ikke er en national religion, styres folks moral, etik og psyke af mentalprogrammet DBIM.

Samuel er politiker og tidligere afrikansk flygtning, og mens han kæmper for lavområderne, strammes reglerne for flygtningene: Kontrol og massiv overvågning skal holde borgerne fra yderområderne uden for det gode selskab, metoden er aktiv kontrol og scanning.

Her angriber Richardt Beck den danske politik, der gennem de sidste mange år har resulteret i skærpede regler for flygtninge og udlændinge, og romanen er hendes bidrag til debatten. Hun lægger vægt på samfundsbeskrivelsen mere end på at have et handlingsmættet plot, og sproget skal fremstille og beskrive frem for at poetisere. På trods af fremskrivningen i tid, virker romanen som en samtidsroman – en kommentar til Metropolen Danmark, i den nordlige region af Europa-Unionen.

For enden af perronen

””Som jeg ser det, har du to muligheder. Du tager din politiske indignation alvorligt. Du bliver en ordentlig venstreorienteret, melder dig ind i et parti og gør et konkret stykke politisk arbejde.”
”Hvilket parti skulle det være?”
”Jamen, det ved jeg da ikke. Hvad synes du selv?””

”For enden af perronen”, s. 304-5.

I 2018 udkom Hanne Richardt Becks stort anlagte roman ”For enden af perronen”, der åbner med den 49-årige Peter, der en dag i 2017 står på S-togsperronen på Nørreport og tager mod til sig til at springe ud foran toget. I en lang samtale med forskellige år i sit liv gennemlever han epoker fra den pure ungdom til uddannelse, kortvarige jobs, faderopgør og tilbagevendende nedture.

I det første nedslag, i 1982, går velhaverdrengen Peter i niende klasse på en katolsk skole på Østerbro i København. Han er genert og har nemmere ved at tegne supermennesker end at tale med smukke Agnes, kloge Ellen og insisterende Gunilla, som alle kommer til at væve sig ind i hans liv. Buldrende forelskelser, pigehierarkier og ungdomsliv er motor i skildringen af de unge år, hvor en grundlæggende tvivl vokser i karaktererne. I løbet af årene bliver Peter kærester med Agnes, gift med Ellen og støder ind i Gunilla under dramatiske omstændigheder, og et næsten invaliderende dilemma i Peters liv er, om han skal være udøvende kunstner eller lønmodtager som civilingeniør, som han uddanner sig til.

54710720

Sideløbende med skildringen af de fire klassekammeraters rodede og til dels retningsløse liv opridser den alvidende fortæller de politiske og samfundsmæssige begivenheder, der har defineret den pågældende tid. Reagan og Schlüter, sygeplejerskestrejke, moderne ledelsesstile, Dansk Folkeparti og Greenpeace-aktioner tegner den nyere danmarks- og verdenshistorie op.

Peter, Gunilla, Ellen og Agnes kommer fra meget diverse baggrunde og familieforhold og forholder sig yderst forskelligt til den samme verden, og man kan tegne et helt koordinatsystem af politiske holdninger ud fra deres familier. Hvad er det, der gør, at man stemmer, som man gør? Bliver ens politiske overbevisning født i en selv, i opdragelsen eller i ens sociale omgangskreds? Det spørger romanen om i et stort tegnet portræt af en generation, der har set verden forandre sig, men måske ikke har lært at navigere i den.

Genrer og tematikker

Hanne Richardt Becks forfatterskab spænder fra temaer om krigstid og rationeringsmærker til samtid og cyberspace. Fællestrækkene for hendes romaner er en tilstræbt tids- og miljømæssig realisme. Hanne Richardt Beck siger selv om nutidens realismebegreb: “Som man kan se, er realismebegrebet i virkeligheden meget fleksibelt. Men holder det? Til dels. Mest provokerende for en 2003-bevidsthed er måske umiddelbart den-store-historie-i-den-lille-dogmet. Når nu den store historie så åbenlyst flimrer rundt i tusind stykker, skal man vel være idiot for at tro, at man kan sætte den lille og store historie ind i en sammenhæng? Næh! Efter min mening er det faktisk den del af det 'autoriserede' realismebegreb, som giver mest mening. Selv om ‘den store historie’ er meget mere kompliceret i dag, er den der – og den kan godt fortælles.” (Hanne Richardt Beck: Historien om en stork. Politiken, 2003-09-26).

Mange af Hanne Richardt Becks fortællinger rummer en flig af noget halvmystisk eller okkult. Det bliver dog mest brugt som et spændingsopbyggende element, og historierne vender altid tilbage til en realistisk forklaring, for eksempel en psykologisk motiveret grund i romanens univers til at tro på spøgelser eller syner.

Romanerne er gennemresearchede og er gennemtænkt på både det sproglige og historisk dokumenterende plan, og Beck er således meget tro mod de perioder, hun skriver om. Det bliver særligt udfoldet i de romaner, der følger flere generationer, hvor også sproget tilpasses tiden. Denne historiske bevidsthed ses også ved, at der er afsæt i begivenheder som Danmarks befrielse og Berlin-murens fald. Et slående træk er i denne sammenhæng, at det er meget originale og personlige historier, der bliver udfoldet med historien som bagtæppe. Man føler aldrig, at persongalleriet bliver karikerede repræsentanter for en tid.

Hanne Richardt Beck spænder vidt inden for både form og indhold, men et grundtræk er, at der i hvert værk er en ambition om distinkte tidsbilleder, men også plads til refleksion og udfoldelser vedrørende nutidens politiske og kulturelle status.

Beslægtede forfatterskaber

Hanne Richardt Beck nævner selv Herman Bang, Joseph Conrad, A.S. Byatt og Lars Saabye Christensen som nogle af sine inspirationskilder. Hendes egne bøgers tids- og personskildringer kan minde om Kirsten Thorup, der også skriver grundige romaner med en historisk tyngde. Denne kan ligge i samtiden, men også i en vigtig fortid, som det ses i Kirsten Thorups “Førkrigstid” fra 2006, hvor Dinnas nære familieliv skildres, mens den store fortælling og krise umærkeligt rykker nærmere. Dette kan minde om de af Hanne Richardt Becks romaner, der også skildrer tiden omkring krigen.

Utallige forfattere har brugt Anden Verdenskrig som afsæt til en roman. Anne Marie Løn er en af dem, og hendes letlæste og genkendelige sprog kan sammenlignes med Hanne Richardt Becks. Anne Marie Løns “Dværgenes dans” fra 1998 er også en slægtsroman, ligesom flere af Hanne Richardt Becks bøger.

“Om så det gælder” og dens beskrivelser af ungdomsårene i Brønshøj kan sammenlignes med danske klassikere som Knud Sønderbys “Midt i en Jazztid”, Tage Skou-Hansens “De nøgne træer” og Klaus Rifbjergs “Den kroniske uskyld”.

Bibliografi

Romaner

Richardt Beck, Hanne:
De brune øjne, Arthur. 1993. Roman.
Richardt Beck, Hanne:
Englen, Dværgen og Ulven. 1995. Roman.
Richardt Beck, Hanne:
Wonderland. 1999. Roman.
Richardt Beck, Hanne:
Understrømme. 2003. Roman.
Richardt Beck, Hanne:
Om så det gælder. 2007. Roman.
Richardt Beck, Hanne:
Men bedste Hr. Hund. 2008. Roman.
Richardt Beck, Hanne:
7 Sydøst. Gyldendal, 2011. Roman.
Richardt Beck, Hanne:
Familien Kammer. Gyldendal, 2013.
Richardt Beck, Hanne: Uforudsete hændelser. Gyldendal, 2016.
Richardt Beck, Hanne: For enden af perronen. Gyldendal, 2018.

Noveller

Richardt Beck, Hanne:
Gennemtræk. 2005. Noveller.

Radiospil

Richardt Beck, Hanne:
Totalrydning. 2006. Radiospil.

Om Hanne Richardt Beck

Web

Hanne Richardt Beck skriver på sin blog om udgivelser, overvejelser om sin praksis, kontakt mm.

Artikler

Bacher Lind, Henriette:
Om så det gælder. Jyllands Posten, 2007-10-16.
Brask Rasmussen, Anita:
Uden for gummicellen. Dagbladet Information, 2007-10-11.
Cornelius, Else:
Lyv om så det gælder. Berlingske Tidende, 2007-10-13.
Kræn, Kristoffer:
'Man skal se sin egen djævel i øjnene', Dagbladet Information, 2011-05-16.
Rösing, Lillian Munk:
Det umenneskelige menneske. Dagbladet Information, 2007-10-24.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hanne Richardt Beck

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Fangel, Gitte: Understrømme – interview med Hanne Richardt Beck. 2005-09-12.
Richardt Beck, Hanne: Biografi og Inspiration
Richardt Beck, Hanne:
Historien om en stork., kronik i Politiken, 2003-09-26.

Øvrige skribenter

Journalist Katrine Sekjær.