I 1995 udkom Hanne Richardt Becks anden roman “Englen, dværgen og ulven”. Det er en fortælling om tre unge mennesker, deres kynisme og neuroser. Computerspecialisten James flytter til Berlin for at lave et stort interaktivt oplevelsesshow for et museum. Det store firma, han arbejder for, tilbyder, at han kan bo i en kæmpestor forladt villa i en periode. Men pludselig dukker balletdanseren Lila op, som er den retmæssige arving til villaen. James og Lila bliver øjeblikkeligt forelskede i hinanden, så han behøver ikke flytte ud. Lila fortæller, at hendes veninde også kommer og til James’ store overraskelse, er veninden hans halvsøster Ida, som han ikke har set i tre år. Der er lagt op til eventyr og champagne i det karismatiske hus, men som historien skrider frem, dukker skeletterne frem fra skabet: Der er blodpenge, psykoser, undertrykte løgne og incestuøse forhistorier.
Romanen er bygget op i tre dele, der hver især fortælles af en af de tre hovedpersoner. Derved får man flere vinkler på de samme situationer og hændelser. Som læser kredser man om de forskellige begivenheder uden at få fuldstændig klarhed over, hvad der virkelig er sket. Romanen selv kredser på kanten af såkaldte parapsykologiske fænomener. På grund af de modstridende fortællerstemmer finder man aldrig helt ud af, hvad der er psykiske spøgelser, hvad der er symbolske aftryk af en faktisk historicitet, og hvad der er gemene lege. “Stadtschloss” i Berlin bliver hovedsymbolet for dette forhold, fordi det er “genopbygget” som en gevaldigt vellignede kopi i stof. Både villaen, de bor i, og byen Berlin er materielle repræsentationer af en grum fortid.
På andre niveauer udtrykker romanen et ønske om at fremstå som et autentisk dokument. Dette ses blandt andet ved den sproglige stil, der især i Lilas version er dagbogsagtig med selvafbrydelser, indskudte passager og en kortfattet, talesprogsagtig tekst med udbrud som “Uh”. Denne effekt får Lilas tanker til at virke umiddelbare og uredigerede. James repræsenterer den nye fagre, digitale verden med interface og den slags. Eftersom e-mails var en sjældenhed i starthalvfemserne, bliver romanen et meget distinkt tidsbillede. Søsteren Ida repræsenterer en kritik af samtidens ungdom, de unge kunstnertyper, der går op i politik og musik, men i virkeligheden mest sig selv.
Ida er forfatter og reflekterer over sproget og dets magt og mener, at sprog er handling. Hun mener det så radikalt, at hun ikke vil skrive mere, men derimod skabe eventyr og handling i livet.