I 1999 udgav Hanne Richardt Beck romanen “Wonderland” om Vanessa og Mr. Pole, der møder hinanden i flyet fra Portland til København. Vanessa er en ung fotograf, der netop har forladt sit trygge og kedelige ægteskab med Peter. Hun vil hjem og finde den spændende Mark, som hun kort har mødt i USA. Mr. Pole fortæller sin romantiske og hjerteskærende historie om forholdet til den underfulde Eva og dens tragiske slutning. Mr. Pole inviterer Vanessa til at bo hos ham og passe hans mærkværdige slikbutik i Vanløse. Her finder hun stor glæde ved at lave eksklusive flødeboller formet som Venus og med guldstøv strøet over. Mens Vanessas rastløse tilværelse langsomt falder på plads, flettes hendes barndomstid i Brønshøj sammen med Mr. Poles fortid. Man bliver i tvivl om, hvorvidt han er et spøgelse. Men i virkeligheden dækker hans historie blot over en brutal fortid.
22401181
“Wonderland” kredser om begrebet sprækker – det vil sige det, der befinder sig imellem det hverdagslige og det forudsigelige, de huller man dykker ned i selvom det medfører kvalme og smerte. Det er dem, Vanessa dyrker i sit kunstneriske virke som fotograf, men det er også her, der sandheder ligger gemt, der er smertefulde for alle involverede.
Det er Mr. Pole, der er fortælleren, og selvom der krydsklippes mellem hans og Vanessas fortid og situation i dag, er det ham, der er den alvidende fortæller af hendes historie. Dette fortælletekniske greb underbygger hans lidt mystiske og spøgelsesagtige status. Men selvom læseren pirres med en leg med det overnaturlige, er det de realistiske temaer, der sætter sig fast. De ungdommelige poetiske forelskelser, det hårde hverdagsliv præget af jalousi, forsmåethed og alkoholisme.
Romanen er på en gang et samtidsportræt af en ung karrierekvinde, psykiske problemer og kulturmødet mellem Danmark og USA. Men dens skæve elementer med slikbutikken i Vanløse og hentydningerne til overnaturlige evner, fjerner den fra gængs realisme.