Hvem har ikke prøvet at stå og kigge på en ejendom om aftenen og tænke på, at der inde i hver lille lejlighed findes en familie, en historie, et stuebord. I Hanne Richardt Becks novellesamling “Gennemtræk” fra 2005 bliver vi inviteret indenfor. Konceptet for samlingen er ganske enkelt, at hver novelle handler om en specifik lejlighed i opgangen. Til sidst bliver flere af personerne i de forskellige hjem koblet sammen på den ene eller den anden måde. Det begynder til fødselsdag hos Henrik i “Stuen, tv.”, der har sin irriterende onkel Sylvester med som gæst. Han er en blæret kok, der har været i fjernsynet og taler om rensdyr og stenbiderrogn. Henriks far er lige død, men mens han står og rører i chokoladesovsen, vælger onklen at afsløre, hvem der i virkeligheden er Henriks far.
25587278
Karakteristisk for novellerne er, at de minutiøst beskriver hverdagslige detaljer, men med små hints lægger op til en afslørende forløsning. På samme måde sker det i novellen “Stuen, th.”, hvor Minna besøger moderen og snakker om arkæologi, møbelbetræk og pletter på dugen, indtil det går op for læseren, at moderen meget snart skal dø. Afsløringerne kan være pludselige eller langsomt sivende – ofte er de vigtige elementer ikke helt udtalt alligevel.
Novellerne bliver tit igangsat af et besøg af en person, der enten bringer et budskab, eller hvis tilstedeværelse er med til at få historien til at eskalere med den sandhed, man forventer skal snige sig ind imellem samtalerne om ordbøger, russiske paladser og procenten i øl.
Der er en miljømæssig bevidsthed til stede, og Hanne Richardt Beck anvender sig i de rette sammenhænge af socialklassesproglige efterligninger som “mobilos” for mobiltelefon osv.
Novellen “3, tv.” stritter ud i fortællestil, fordi det er en samtale, hvor en kvinde ringer til Nicolai Tjenestens radio for at fortælle om en mærkværdig oplevelse, hun har haft med en russisk mand. Der er kun nedskrevet, hvad kvinden siger, og stilen med den talesprogsagtige plapren og den kærlige parodi giver mindelser om Per Højholts “Gittes monologer”.
Novellesamlingen tager en drejning til sidst. Novellen “Loftet” handler om viceværten, der er skummel og går og holder øje med dem alle sammen. Man får et overblik og et deja-vu vedrørende de mennesker, man har lært at kende gennem samlingen, og ikke mindre uhyggeligt bliver det, da den uligevægtige vicevært har stillet rødvin og æter klar til, hvis kvinden nedenfor kommer på besøg. Måske er det mord, der hentydes til, når han beskriver kvinden på hans tidligere arbejde med de røde dun i nakken, der pludselig en dag var væk.