Om så det gælder

Citat
“‘I krig bliver mennesket stillet over for et helt grundlæggende valg’, sagde han. ‘Man kan give sig hen til dyret i én. Dyret som er drevet af sit eget overlevelsesinstinkt, og som pr. definition er uskyldigt, netop fordi det er et dyr. Eller man kan vælge at blive en robot, en maskine, som blot handler, som den får besked på. Eller man kan tro, at man er Gud.'"
“Om så det gælder” s. 223.

I 2007 udkom “Om så det gælder”, der er en roman om besættelsestidens Danmark. Den starter symbolsk i 1933, da Hitler overtager magten i Tyskland. Søskendeparret Viggo og Vita flytter til et rækkehus i Brønshøj sammen med deres forældre og bliver venner med Max. Max er fra England og bor i en stor, flot villa sammen med sine forældre. Der er en social forskel mellem de to miljøer. I Viggos familie er citronsodavand noget, man kun får juleaften. Max ved en masse om historie og de store krige. Han bliver en inspirator, men også en udfordrende trussel for Viggo, der drages af sprut, ludere og egyptiske cigaretter.

26943884

I andet afsnit af romanen er Viggo, Max og Vita blevet voksne. Danmark er besat, og Vita og Max bliver forelskede og ihærdige medlemmer af modstandsbevægelsen. Man følger Vitas liv på sygeplejeskolen og får et indtryk af tiden med dens forbud og umuligheden af at elske hinanden andre steder end i opgange og lånte sommerhuse, fordi man ikke må have kærestebesøg på kollegiet. Viggo bliver boende i rækkehuset efter forældrenes død, fallerer som skolelærer og er ulykkeligt forelsket på 10. år i frodige og allerede afsatte Ulla. Han er evigt bange for, at Max lokker søsteren ud i noget, der er farligt for hende. Han får på flere måder ret i sine bange anelser. Først mange år efter bliver trådene reddet ud, så også læseren bliver bevidst om, at alt ikke var som det så ud til.

Romanen rummer refleksioner over krigen og ondskabens natur. Når det i bogen viser sig, at besættelsestiden rummer langt flere hemmeligheder og komplikationer, end man kunne forestille sig, bliver forholdet mellem ondt og godt nuanceret. Efterdønningerne i Danmark bliver problematiseret, fordi det i virkeligheden ikke var mange modstandsfolk, der var aktive under krigen, men da krigen var vundet, var alle pludselig på den rigtige side.

Romanen er bygget op med krydsklip til nutiden, hvor Max er død, og hans datter opsøger den gamle Viggo, der nu bor i Tyrkiet. Sekvenserne fra nutiden giver hints til nutidens Danmark og udlændingepolitikken.