I “Men bBedste hHr. Hund” fra 2008 tager Hanne Richardt Beck livtag med sin egen barndom. Pigen Alis bor med sin far og mor i en betonblok i København. Faderen er dødeligt syg. Han har som modstandsmand fået tæsk med slanger af tyskerne, og har fået smadret både sine nyrer og sit sind. Det er ikke muligt i 1960’erne at få anerkendt skader fra krigen, så faderen kan ikke få førtidspension, og i stedet bliver han dybt afhængig af morfin. Mens de glade tressere blomstrer omkring den lille familie, og dem i lejligheden overfor tager til grisefester på Mallorca, lever Alis i dyb fattigdom.
Hele forløbet fra Alis er omkring 6 til 10 år er fortalt gennem barnets øjne. Det er et knugende og sanseligt portræt af en opvækst med svær sygdom. Alis tager med faderen rundt i byen for at prøve at låne penge, hun smugler morfin med ind til ham, da han ligger på hospitalet, og det er hende der ved, hvilke sange han vil have sunget til sin begravelse – for der er så meget, han ikke nænner at fortælle moderen. Den lille pige Alis må tit være alene hjemme med faderen. Der er vidunderlige stunder med højtlæsning og tedrikning, men hun må også hjælpe med sprøjten og det bræk, der kommer ud over det hele. Et barn, der ikke kan lide at gå i skole, som kun kan tale med sine bamser, og hvis lærere ikke formår at hjælpe.
27415857
Hanne Richardt Beck får konkret beskrevet rundkredspædagogikkens indtog. Romanen er et tidsbillede og en ætsende kritik, fordi man som læser vrider sig i stolen af frustration over, at ingen instanser i samfundet kan hjælpe den hårdt trængte familie. Samtidigt er det et indblik i barnets fantasifulde og overbevidste verden – en verden med alt for mange bekymringer.
Det er en interessant fortællerstemme, fordi den med selvfølgelighed indgående beskriver barnets lege, oplevelser og indtryk. Samtidig er den ikke troværdig i traditionel forstand, fordi den selvsagt er gennemsyret af den voksnes forstand og erfaring. Dette medfører en dobbelthed, fordi der er en tiltvungen modenhed i den lille pige, men på den anden side ville et barn aldrig kunne udtale sig sådan om tingene. Der tilstræbes et barnligt sprogunivers ved, at klokkeslæt for eksempel skrives som “1/2 8” (halvotte) og nogle gange er der indre monologer, der mikser børneremser og forfærdet sludder. “Jamen, bedste Hr. Hund, mig forekommer denne sag uden nævning og dommer...//Stik din anke i lommen. Fold faldskærmen ud.” (side 249).