Hanne Richardt Beck nævner selv Herman Bang, Joseph Conrad, A.S. Byatt og Lars Saabye Christensen som nogle af sine inspirationskilder. Hendes egne bøgers tids- og personskildringer kan minde om Kirsten Thorup, der også skriver grundige romaner med en historisk tyngde. Denne kan ligge i samtiden, men også i en vigtig fortid, som det ses i Kirsten Thorups “Førkrigstid” fra 2006, hvor Dinnas nære familieliv skildres, mens den store fortælling og krise umærkeligt rykker nærmere. Dette kan minde om de af Hanne Richardt Becks romaner, der også skildrer tiden omkring krigen.
Utallige forfattere har brugt Anden Verdenskrig som afsæt til en roman. Anne Marie Løn er en af dem, og hendes letlæste og genkendelige sprog kan sammenlignes med Hanne Richardt Becks. Anne Marie Løns “Dværgenes dans” fra 1998 er også en slægtsroman, ligesom flere af Hanne Richardt Becks bøger.
“Om så det gælder” og dens beskrivelser af ungdomsårene i Brønshøj kan sammenlignes med danske klassikere som Knud Sønderbys “Midt i en Jazztid”, Tage Skou-Hansens “De nøgne træer” og Klaus Rifbjergs “Den kroniske uskyld”.