Claus Beck-Nielsens to første bøger benytter sig af en stilistisk minimalisme, og en sammenligning med andre danske halvfemser-minimalister så som Helle Helle og Christina Hesselholdt står lige for.
De øvrige værker trækker på genren autofiktion, der typisk placerer sig mellem roman og selvbiografi, men hos Beck-Nielsen skal man være varsom med at tage ord for pålydende. Beck-Nielsen er dermed nært beslægtet med en dansk forfatter som Peter Høeg, der i romanen ”De måske egnede” (1993) har en hovedperson, der bærer forfatterens navn og fødselsdato. Begge forfattere benytter metoden til at skabe tvivl hos læseren om, hvor grænsen går mellem virkelighed og fiktion.
Romanen ”Selvudslettelser” er i slægtskab med Svend Åge Madsens første værker, blandt andet ”Otte gange orphan” (1965). Begge værker tematiserer identitetens opløsning og lader den sætte spor på sprogniveau som diffuse sætninger og en handling, der er svær at få hold på. Karen Blixen lurer også i forfatterskabets kulisse – ikke mindst i værkerne skrevet under forfatterpseudonymet Madame Nielsen.
En anden og central streng i Beck-Nielsens litteratur er dens politiske bid. I 1960’erne og 1970’erne var den problemdebatterende litteratur i højsædet, og blandt andet svenske Sara Lidman og Göran Palm inddrog Vietnamkrigen samt konflikter mellem rige og fattige lande i deres værker. Tilsvarende problemstillinger er under debat i Beck-Nielsens forfatterskab i romaner som ”Selvmordsaktionen”, ”Suverænen” og ”Store satans fald”. Hans problemsættende litteratur er unik i en dansk sammenhæng, og ikke mindst kombinationen af at bruge sin egen krop og person i socialt og politisk debatterende litteratur, som det f.eks. er tilfældet i “Claus Beck-Nielsen (1963-2001): En biografi”.
Forfatterskabet trækker desuden på store sprogfilosoffer som Martin Heidegger og Jacques Derrida, hvilket blandt andet er tydeligt i ”The Monster”, hvor refleksioner over sprog og identitetsdannelse løber over siderne. Samfundskritikken og gyset ligger i tråd med store forfatterskaber som Kafka, Dostojevskij, Bret Easton Ellis, Paul Auster og George Orwell – og selvfølgelig med kunstneren Andy Warhols værker. Også den franske filosof Michel Foucaults ideer om magt og biopolitik løber som en rød tråd i forfatterskabet.