Claus Beck-Nielsen debuterede i 1997 med bogen ”Vejlederne”, som består af to noveller; ”Den anden dreng” og ”Afløseren”. Begge er minimale fortællinger, der med få virkemidler skaber meget klare stemninger og følelser hos læseren.
Den første historie handler om drengen Joachim, hans ven Jacob og en sidste dreng, som blot kaldes ʽden anden drengʼ. Det er en art forvekslingshistorie, hvor de to (tre) personer på en mærkelig måde glider ind og ud af hinanden.
21910589
Denne effekt opnås ved konsekvent at sløre, hvem af de tre drenge der fortæller. Der skiftes konstant udsyn imellem jeg, mig, han og den anden, og konsekvensen er, at læseren ikke rigtig kan skelne mellem dem. Til gengæld kan læseren mærke den følelse af ubehag, som hovedpersonen Joachim udsættes for i mødet med den anden dreng. Historien tematiserer, hvorledes Joachim forsøger at bearbejde erfaringen af ”det andet” i sig selv – i og med mødet med det fremmede uden for ham selv.
Den anden historie, som er den længste af de to, handler om en turist i Tyrkiet, der kommer til at stå af i en fremmed by inde i landet. Personen skal egentlig videre med bussen, men bliver af forskellige hjælpsomme mennesker ledt til at forsvinde længere og længere ind i den støvede by. Først bliver han ført til et hotel og indlogeret, og derfra ledes han tilfældigt til det ene absurde møde efter det næste. Hele tiden forestiller han sig, at han bare kan gå tilbage til bussen, men han kommer aldrig tilbage. I stedet bliver han ledt ind i den arabiske labyrint – uden selv at tage kontrol.
Begge historier er holdt i en meget stram (minimal) stil, hvor der ikke gives nogen unødige oplysninger om personernes fortid, ligesom der heller ikke er andre miljøskildringer end de allermest nødvendige. Historierne er meget klaustrofobiske, og læseren har lige så svært ved at manøvrere rundt, som karaktererne har det. Desuden evner Claus Beck-Nielsen at adjektivisere grænseløst, uden at det bliver redundant eller uvedkommende. De mange adjektiver hjælper ikke til at forklare eller præcisere, men opløser sig i en fri stil, hvor sproget i sig selv er lige så opløsende som karaktererne.