Claus Beck-Nielsen debuterede i 1997 med bogen ”Vejlederne”, som består af to noveller; ”Den anden dreng” og ”Afløseren”.
Den første historie handler om drengen Joachim, hans ven Jacob og en sidste dreng, som blot kaldes ʽden anden drengʼ. Det er en art forvekslingshistorie, hvor de to (tre) personer glider diffust ind og ud af hinanden. Som læser kan det være svært at finde ud af, hvem der egentlig er hvem i fortællingen, fordi der konstant skiftes perspektiv mellem jeg, mig, han og ’den anden’. På den måde slører fortælleren, hvem af drengene, der fortælles fra, og således er fortællestilen med til at understrege novellens tema: identitet – og ikke mindst hvordan forståelsen af et selv kan udfordres i mødet med ’den anden’.
21910589
Også ”Afløseren”, der er den længste af de to noveller, tematiserer identitet, og hvordan ’det fremmede’ er med til at udfordre og forme identiteten. Novellen handler om en turist i Tyrkiet, der kommer til at stå af bussen i en fremmed by inde i landet. Personen skal egentlig videre, men igennem tilfældige absurde møder bliver han i stedet ledt længere og længere ind i den arabiske labyrint – uden selv at tage kontrol.
Både ”Den anden dreng” og ”Afløseren” er meget klaustrofobiske, og det kan som læser være lige så vanskeligt at manøvrere rundt, som det er for karaktererne. Begge noveller er holdt i en meget stram, minimalistisk stil, hvor der ikke gives nogen unødige oplysninger om personernes fortid, ligesom der heller ikke er flere miljøskildringer end de allermest nødvendige. Til gengæld bugner historierne af beskrivende tillægsord, men det er ikke tillægsord, der er med til at skabe afklaring om personer eller handling. I stedet fremstår sproget lige så diffust og uudgrundeligt som handlingen.