Horne Land

Citat
”…tingene står tilbage, de fylder, roder og tvinger mig til at huske. Hvorfor, siger det, hvorfor er der ingen, som rydder op efter sig, hvorfor skal tingene have lov til at beholde deres tilfældige, slidte former længe efter, at vi har givet slip på os selv.”
”Horne Land”, s. 107.

Claus Beck-Nielsens første roman ”Horne Land” fra 1999 er inddelt i syv kapitler, hvor man følger en række forskellige personer, og hvor bogens synsvinkel skifter med hvert kapitel. Det betyder, at karaktererne opnår deres dybde langsomt, og flere gange bliver man som læser udfordret på tidligere antagelser og konklusioner.

I første kapitel møder vi et ægtepar, hvor konen har en stor mave. En naturlig antagelse er, at hun er gravid. Men længere inde i bogen går det op for læseren, at hun har en opsvulmet mave, fordi hun er syg. Desuden finder man ud af, at dette ægtepar, som er den akse, de andre karakterer i bogen står i relation til, er pensionister. Sådan er strategien lagt i bogen. Der er som i ”Vejlederne” tale om en meget snæver synsvinkel. Læseren må kæmpe sig til hver eneste oplysning og har lige så svært ved at finde hoved og hale i handlingen, som de klaustrofobiske karakterer har svært ved at finde ud af livet. 

22589164

Romanen foregår på landet på Fyn, hvor den samme lille hensygnende landejendom danner rammen om fortællingen. Her møder vi – ud over ægteparret -, deres datter, barnebarn og en læge. Alle kæmper de mod (eller med) både livet og døden og har svært ved at forene sig med tanken om, at noget bliver tilbage, efter de er væk. Til gengæld fremstår det, der bliver tilbage, på en måde langt mere virkeligt end de afdøde. Romanens dvælen ved tingene er en enkel måde at beskrive et levet liv på. Kaffekoppens liv og funktion er helt entydig. Derimod er et menneskes liv og funktion diffust og vanskeligt at gøre rede for. Tingene der står tilbage, bliver så det, vi kan sige om et menneske: han gik i disse sutsko, han drak af denne kaffekop, han åbnede dette køleskab. På den måde tematiserer romanen livet og døden, og hvordan det indre sjælelige liv er uransageligt og utilgængeligt. Med de meget sparsomme oplysninger og den meget stramme stilistik kan læseren ikke danne sig et solidt overblik over den samlede fortælling (livet), ligesom karaktererne i romanen ikke kan. Derved bliver romanen til et billede på selve livet.