Claus Beck-Nielsens værk ”Selvmordsaktionen – Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak i året 2004” fra 2005 bevæger sig på grænserne mellem alting. Det er historien om de to danskere Nielsen og Rasmussen, der tager til Irak i 2004. Deres mission er at indføre demokrati i landet midt under den vestlige koalitions krig mod Saddam Husseins styre.
Bogen er, som den foregående, en litterær fremstilling af en happening, som starter med, at Nielsen og Rasmussen opstiller en container på Kongens Nytorv og spørger folk ud om demokratiet, og om det eventuelt kan eksporteres. Da de har samlet nok materiale, tager de til Irak med en metalkasse indeholdende dette (demokratiet).
25934040
I bogen følger vi de to karakterer på deres rejse, der starter i den støvede ørken mellem Kuwait og Irak og fortsætter op gennem landet, til de når Bagdad. Undervejs traver de af sted med deres metalkasse mellem sig og opsøger forfatterforeninger, intellektuelle og andre, der gider diskutere demokrati med dem. Disse møder er dokumenteret af blyantstegninger, som Nielsen har udført.
Som bogen skrider frem, flyder demokratidiskussionerne mere og mere i baggrunden, og i stedet træder Nielsens sygehistorie i forgrunden. Nielsen ender sine dage i Bagdad, og tilbage står et mislykket projekt om, hvordan to blege danskere forsøger at påvirke historiens gang. Nielsen og Rasmussen får ikke indført demokratiet, men de får skabt et stykke politisk aktionskunst. Værket indskriver sig i genren relationel æstetik, hvor kunsten bringes ud af kunstinstitutionerne, og det private trænger ind i samfundets sociale rum. Kompromisløst nedbryder værket grænserne mellem kunst og politik, og det kan læses som en stærk kommentar til den samtidige krig i Irak, der bliver ført på argumenter om, at Vesten kan hjælpe demokratiprocessen på vej. I den ånd bliver Nielsens sygehistorie et billede på en syg magt, der via sin magtudøvelse nedbryder såvel individer som samfundet som sådan.
Den ørken, bogen starter i, bliver et billede på hele projektets sjæl – både på den happening, som bogen omhandler, og på krigen i Irak. Ørkenen bliver fremstillet som et intet-sted, en tom gråzone, der med tvivlen som primus motor opløser grænserne mellem øst/vest, demokrati/diktatur, virkelighed/fiktion, kunst/politik, levende/død.