Mine møder med de danske forfattere

Citat
”Ingen i min familie har nogensinde sagt noget betydningsfuldt, det var det, der gjorde min barndom så tryg, havde det ikke været for mig, var jeg utvivlsomt blevet et lykkeligt menneske.”
”Mine møder med de danske forfattere”, s. 68.

I 2013 udkom Claus Beck-Nielsens ”Mine møder med de danske forfattere”, der består af 13 beretninger – eller spejlkabinetter, som det hedder i værkets undertitel. I hvert kapitel stifter hovedpersonen og forfatteren Claus Beck-Nielsen bekendtskab med en af de store danske forfattere – bortset fra i det indledende kapitel, hvor han beskriver sin tilsyneladende noget tilfældige spirende interesse for litteraturen og sin lige så tilfældige debut i et litterært tidsskrift.

I de øvrige kapitler gives en hudflettende beskrivelse af tolv forfatteres forfængelighed og forgængelighed – fra Klaus Rifbjerg over Jens Christian Grøndahl til Christina Hesselholdt.

50633969

Genremæssigt bevæger værket sig nærmest over i satirens boldgade. De møder, jeg'et har med de store danske forfattere, er tåkrummende, som var de et afsnit af tv-serien ”Klovn” (eller den engelske pendant ”Curb Your Enthusiasm”). Især jeg'ets pinagtigt selvbevidste og dog selvudslettende selvfremstilling fungerer komisk og understøttes af den til tider rablende stil med alenlange sætninger og absurde indskud. Som da et møde med digter Pia Tafdrup i Paris får jeg'et til at associere til et pinagtigt bordelbesøg i Berlin, og hvor den tilsyneladende tilfældige sammenstilling af episoder fungerer ved begge at udstille jeg'ets manglende mandighed. I Paris kan Beck-Nielsen knap håndtere Tafdrups kufferter, og i Berlin er han heller ikke herre over situationen.

”Det skæbnesvangre møde” er en skildring af, hvad der må være et møde mellem Hesselholdt og Beck-Nielsen i statsforvaltningen, men hvor jeg'et på forhånd giver indtryk af at tro, at han er på vej til et stævnemøde. Jeg'et skaber på den måde en art porøs parallelverden, der både er virkelig og uvirkelig, hvilket understreges af hans møde med psykiatrien i kapitlet ”Et prøvende ja”.

Værket kan læses som en parodi på en nøgleroman. Tematisk centrerer samlingen sig om emner som identitet og (u)muligheden af at skabe en sammenhængende fortælling, og hvor mødet med ’de andre’ ofte bliver negativt definerende for fortællerens identitetsudvikling.

Bogen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2014.