Ved første øjekast følger “Submarino” fra 2006 lige i hælene på “Aminas breve”. Dog er denne nummer to i forfatterskabet på mange planer langt mere dyster end debuten. Det, som gør “Submarino” både tungere og sværere at læse end “Aminas breve”, er blandt andet længden – det tager tid at skildre ting, der er så ubegribelige, så de fremstår virkelige og sanselige.
Vi følger to brødre, som begge er i tyverne. Bogen falder i to dele, som umiddelbart kun bindes tematisk sammen af, at de to hovedpersoner og jeg-fortællere er brødre. Men vi får gradvist og med tiltagende styrke afdækket, lige præcis hvor omsorgssvigtede de to brødre har været i deres barndom – en fælles skæbne, der binder dem sammen.
Første del handler om Nick. Han har en forlist kærlighed bag sig i form af den smukke Ana, en jugoslavisk flygtning, som skulle have været hans billet ud af hans triste skæbne. Men en dag besluttede Ana, at det var slut imellem hende og Nick. Siden da har han været i fængsel for at afsone en voldsdom, og nu holder han sig lige oven vande med sine guldbajere og sin bodybuilding i det lokale træningscenter i Københavns nordvestkvarter.
26722748
Nick møder ved et tilfælde Anas lillebror, Ivan, som han husker fra dengang, Ana og Ivan lige var kommet fra Jugoslavien. Ivan hutler sig igennem livet på Københavns gader og er uden for menneskelig rækkevidde. Nick tager ham under sine vinger, og de to udvikler et venskab, alt imens de bevæger sig rundt i et yderst genkendeligt København, hvor et stykke graffiti vedvarende kommanderer Nick til at elske: “Elsk” i bydeform. Anas lillebror bliver for en tid Nicks første menneskelige relation siden storesøsteren Ana, men i “Submarino” varer de gode ting ikke ved.
Den anden del af bogen omhandler Nicks bror, hvis navn ikke optræder i romanen. Den navnløse bror til Nick er far til en lille dreng, Martin, som han vil gøre hvad som helst for at give en normal og kærlig barndom i Tingbjerg – den yderste satellit-bydel til København. Men på trods af, at det lykkes en god del af tiden, er det på sigt et umuligt projekt, han er ude i, eftersom han er afhængig af heroin – og junkiers førsteprioritet er altid det næste fix.
Selv om fortællingen handler om nutiden og hverdagen, der med stor styrke og uophørligt skyller henover de to brødre, løftes sløret langsomt for en barndom sammen med broren Nick og deres mor, som ganske enkelt ikke er til at bære.
En nøgtern, konstaterende fortællestil hænger over hele værket, og måske er det godt, at der ikke gives lange forklaringer og holdningstilkendegivelser – det er i hvert fald realistisk.