“Les Phalanges de l'ordre noir” fra 1979 (“Den sorte ordens falangister”, 1979) repræsenterer et af de store højdepunkter i Enki Bilal og Pierre Christins projekt med at forene en kritik af det 20. århundredes totalitarisme med den grafiske roman. Handlingen indledes med, at en fascistisk organisation med rødder tilbage i den spanske borgerkrig, udfører en terroraktion mod den lille baskiske landsby Nieves i slutningen af 1970'erne. Alle byens beboere bliver henrettet, hvorefter landsbyen bliver brændt ned til grunden. Den engelske journalist Jefferson Pritchard opdager til sin forfærdelse, at det er gruppen Den Sorte Ordens Falangister, der står bag massakren. En gruppe, han selv kæmpede mod i sin ungdom under den blodige borgerkrig i Spanien. Pritchard beslutter sig for at hævne nedslagtningen af de uskyldige landsbyboere. Derfor tager han kontakt til sine aldrende kammerater fra Den Internationale Brigade, og sammen indleder de en intens jagt over hele Europa for at likvidere medlemmerne af den fascistiske gruppe.
På overfladen skildrer “Den sorte ordens falangister” et forsinket opgør med ældede veteraner fra den spanske borgerkrig. Under dette lag finder man dog en langt større problemstilling, der omhandler vold som løsning af politiske uoverensstemmelser. Bliver de voldelige metoder, som Pritchards grupper gør brug af, retfærdiggjort af den terror, som Den Sorte Ordens Falangister er skyldige i? Er de gamle kampfæller fra Den Internationale Brigade overhovedet et hak bedre, end den fascistiske fjende, som de med alle midler prøver at bekæmpe? Undervejs, mens tabstallet stiger hos begge fraktioner, når man som læser uundgåeligt frem til den konklusion, at vold i sidste ende kun avler vold. Uanset hvilke ideologiske paroler man dækker sig ind under.
I “Den sorte ordens falangister” har Bilal udviklet sig en hel del i forhold til de tidligere albums. Den til tider usikre streg og overdrevne brug af skraveringer er afløst af en mere moden og diskret tegnestil. I sin portrættering af kæmperne på begge sider af det ideologiske spektrum skaber han en række tunge fysiognomier, der alle er mærket af deres fremskredne alderdom i form af leverpletter, vigende hårpragt og en slaphed i huden. Dette giver et til tider lidt for realistisk portræt af, hvad der venter os alle i sidste ende.