Fremtidschok

Det er med “La Foire aux immortels” fra 1980 (“Udødelighedens pris”, 1985) at Enki Bilal tager skridtet og bliver en selvstændig serieskaber. Tegneserien er det første større værk, som han både tegner og skriver manuskriptet til. Historien foregår i år 2023 og følger desertøren Alcide Nikopol, der vender tilbage til Paris efter at have været frosset ned i det ydre rum i 30 år. Den by, han engang kendte, har ændret sig drastisk efter flere årtiers atomkrig og politiske omvæltninger. Paris bliver nu regeret med en jernnæve af den fascistiske diktator Jean-Ferdinand Choublanc. Byen er desuden overrendt af forskellige mystiske rumvæsner, og den er i det hele taget ved at blive kvalt i sit eget forfald. Samtidig med Nikopols tilbagevenden dukker et pyramideformet rumskib op over Paris. Det er beboet af en gruppe egyptiske guder med dyrehoveder, der har kontaktet byens regering med det formål at tilegne sig store mængder brændstof. Deres pyramidefartøj er nemlig løbet tør for olie! Choublanc er dog kun villig til at efterkomme dette ønske, hvis han til gengæld bliver gjort udødelig af guderne. En frafalden gud, den blodtørstige og paranoide Horus med hoved som en falk, tager i mellemtiden bolig i den netop optøede Nikopols krop. Guden med falkehovedet vil nemlig bruge Nikopol som en brik i sin skumle plan for at overtage magten i Paris og dermed hævne sig på de andre egyptiske guder. Undervejs i dette psykedeliske eventyr må Nikopol kæmpe en desperat kamp for ikke at blive skingrende vanvittig.

“Udødelighedens pris” er ikke en almindelig science fiction-tegneserie, for Bilal har ambitioner om andet end blot at fortælle en spændende historie i en bizar fremtidsverden. Han ønsker at fremføre en advarsel om den voksende historieløshed i den vestlige del af verden. Moralen er, at hvis vi ikke lærer af historien, så vil den gentage sig igen og igen. Fascisten Choublanc er et eksempel på dette, når han bl.a. gør brug af Mussolinis slagord på plakater og i sine taler for at opretholde sit diktatur. Fortælleteknisk er albummet dog ikke noget mesterværk. Historien er rodet og svært tilgængelig. Der er alt for mange løse ender, og flere af de for plottet tilsyneladende vigtige bipersoner forbliver ligegyldige statister hele vejen igennem. Efter endt læsning kan man få den tanke, at Bilal burde holde sig til at samarbejde med mere rutinerede tekstforfatter som f.eks. Pierre Christin, hvis historier er præget af en mere ligefrem fortællestil. Det ville dog være at forklejne fortællingens sprudlende originalitet, der viser fremtidens Europa som en kold, diktatorisk atomkrigshærget verden befolket af fanatikere, fortabte astronauter og smålige guder. “Udødelighedens pris” emmer desuden også af en helt speciel sort humor, der ikke er at finde i Christins værker. At Bilal er pessimist i forhold til verdens udvikling er ikke til at tage fejl af, men alene tanken om, at en gruppe egyptiske guder skulle fordrive tiden i deres rumfartøj med at spille matador, er tegn på en helt fantastisk absurd tankegang.

Dele af  “Udødelighedens pris” og dens fortsættelse, “Lokkeduen”, blev filmatiseret af Bilal i 2004 under titlen “Immortel (Ad Vitam)”.