Kvinden med det blå hår og de blå tårer

Citat
“Alcide Nikopol: “Horus, den paranoide gud, er tilbage på jorden igen... det kommer til et ubarmhjertigt møde mellem ham og mig... der er to muligheder: Jeg opsøger ham, eller han finder mig... jeg har valgt at opsøge ham, af to grunde: Dels har han indledt et veritabelt blodbad, som det er på tide at få sat en stopper for... dels er jeg ikke i stand til at indpasse mig i denne tidsalder, i dette selskab... ved at opsøge Horus slår jeg ind på det absurde og irrationelle spor, som har ført mig hertil, lige fra hin triste dag i 1993... jeg kan lige så godt se i øjnene, at jeg er fysisk og mentalt svækket... jeg kan lige så godt løbe linen ud... faktisk tror jeg det vil more mig overmåde...””
Enki Bilal: “Lokkeduen”, s. 40.

“La Femme piège” fra 1986 (“Lokkeduen”, 1986) er anden del af Nikopol-trilogien, der blev påbegyndt med albummet “Udødelighedens pris” seks år tidligere. Fortællingen er centreret omkring den blåhårede kvinde Jill Bioskop, hvis liv på forunderlig vis bliver knyttet sammen med Alcide Nikopol og guden Horus. Der er gået to år siden Nikopol blev indlagt på et psykiatrisk hospital i Paris, og Horus blev taget i forvaring af de andre egyptiske guder ombord på deres pyramideformede rumskib. Nu er året 2025. Jill arbejder som journalist i London, da hendes elsker John bliver dræbt i et sammenstød mellem to rivaliserende etniske grupper. For at dulme smerten over tabet af ham begynder hun at tage HLV-piller, der sletter hukommelsen. Sideløbende finder rumfærgen Europa I en stenblok i det ydre rum, der viser sig at indeholde den egyptiske gud Horus' udødelige krop. Straks efter at han er befriet fra sit fængsel, slagter han fartøjets besætning og sætter kursen mod jorden. Alt dette oplever Nikopol i sine drømme takket være sin telepatiske kat. Martret af sine mareridt beslutter han sig for at opsøge den paranoide gud for at stoppe ham fra yderligere blodsudgydelser. Det fører til et højspændt klimaks for de tre karakterer på luksushotellet Mauer Palast i hjertet af Berlin.

Ligesom “Udødelighedens pris” er “Lokkeduen” et yderst gådefuldt og svært tilgængeligt værk. Handlingen er mildest talt forvirrende, og læseren er ofte i tvivl om, hvad der er drøm og hvad der er virkelighed. Det er med til at underbygge hovedtemaet om erindring og hukommelsestab. Hvis et menneske kan slette dele af sin hukommelse, hvordan skal vedkommende så kunne lære af sin fortid? Vores minder er jo i sidste ende dét, der konstituerer os som individer og uden dem, kan vi ikke fortsætte med at vokse og udvikle os mentalt. Så vil man i stedet være tvunget til at gentage sine fejltagelser igen og igen i al evighed. Albummet er i sin helhed langt mere dystert end første del af Nikopol-trilogien. Bilals vision om fremtiden er stadig præget af fysisk og psykisk vold. Men den forløsende sorte humor, der karakteriserede Nikopols eventyr i Paris, er stort set fraværende.

“Lokkeduen” er på den visuelle side et af Bilals smukkeste albums. Det er tegnet i hans karakteristiske fotorealistiske streg, der blander rå realisme med strømme af blod. Billederne er præget af en næsten uigennemtrængelig kulde, der forlener hans karakterers færden i denne deprimerende fremtidsverden med et lysende skær af ensomhed. I sine portrætter af Jill Bioskop skaber Bilal desuden én af sine mest legendariske og letgenkendelige figurer overhovedet: Den smukke kvinde med en hud der er hvid som sne og hår, læber og tårer, der er blå som en skyfri sommerhimmel.