Alcide Nikopol Junior: “Præsentere mig... jeg er Ni...”
Jill Bioskop: “Nikopol Junior. Jeg ved det. Jeg genkendte dig... leder du efter din far?”
Alcide Nikopol Junior: “Jeg ved ikke helt, hvad jeg leder efter, men i princippet, ja. Han ser ikke ud til at have det ret godt. Er han stadig sammen med... sin gud?”
Jill Bioskop: “Mere end nogensinde... og han kan ikke slippe af med ham. Det er ude med din far. Jeg råder dig til at lade ham være, rejse væk, glemme ham...”
Alcide Nikopol Junior: “Glemme ham?”.
Tredje og sidste del af Nikopol-trilogien hedder “Froid Équateur” , og den udkom i 1992 (“Ækvators kulde”, 1993). Ved afslutningen af “Lokkeduen” var Alcide Nikopol, Jill Bioskop og guden Horus på flugt fra et stort pyramideformet rumskib. Der er siden gået ni år, og årstallet er nu 2034. Ved fortællingens begyndelse møder vi Alcide Nikopols søn, Nikopol Junior, i et Afrika på randen af økologisk sammenbrud. Her søger han efter sin far. Dette projekt problematiseres dog ved det faktum, at Nikopol Junior har samme navn, alder og udseende som Nikopol Senior. Undervejs på sin færd møder Nikopol Junior genetikeren Jelena Prokosj-Tootobi, der er en dobbeltgænger til Jill Bioskop blot uden hvid hud eller blå øjne. Sammen ender de i den istidstruede by Equator City i det centrale Østafrika. Her befinder Nikopol Senior sig sammen med guden Horus for at dyste om verdensmesterskabet i den særegne sportsgren “Chess-Boxing”. Jill er også et sted i byen sammen med sit mystiske barn, der er et resultat af hendes kærlighedsaffære med både Nikopol Senior og Horus. Alle disse karakterers veje krydser hinanden på forunderlig vis i et absurd landskab, præget af sne og vilde dyr fra den afrikanske savanne.
“Ækvators kulde” berører ligesom de tidligere bind i Nikopol-trilogien emner som totalitarisme og problemet ved begrebet erindring. Denne gang gælder det dog de multinationale selskabers totalitarisme personificeret af den mafialignende organisation KKDZO, og der er desuden også tilføjet et nyt element i form af frygten for en truende økologisk katastrofe. Intrigen er som altid yderst kompleks at hitte rede i. Der er dels de mange forvekslinger af Nikopol Junior med Nikopol Senior og omvendt, og dels mister mange af karaktererne deres hukommelse undervejs i historien.
Med “Ækvators kulde” skaber Enki Bilal en skræmmende vision om en postmoderne og postideologisk virkelighed, hvor individet desperat forsøger at genopbygge sig selv ved at udradere sin hukommelse på en klimaforstyrret klode. Fortællingen bliver dog heldigvis formidlet gennem et filter af Bilals velkendte ironiske distance og fornemmelse for satire. For selvom emnet er alvorligt, skal der også være plads til et smil eller to.
Billedsiden er som altid, når det gælder Bilal, et sammensurium af fabelagtige væsner og absurde tableauer. Som læser stifter man både bekendtskab med egyptiske guder med dyrehoveder, flyvende pyramider, isbjørne og pingviner i Afrika, ophav der er jævnaldrende med sit afkom og selvfølgelig en helt speciel kvinde med kridhvid hud og blåt hår. Tegnestilen er stadigvæk holdt nogenlunde realistisk. Bilal lader dog flere ekspressionistiske elementer skinne igennem i dette album end i de tidligere bind i trilogien.