Enki Bilal er et fyrtårn i den moderne, europæiske tegneseriehistorie. Med sin originale visualitet har han ydet en ihærdig indsats for at få tegneserien anerkendt som et selvstændigt finkulturelt produkt. Bilals indflydelse er mindst lige så stor som andre stilskabende tegneseriekunstnere som f.eks. Milo Manara, Jean Giraud (Moebius) og Jean-Claude Mézières, og i dag står han som et forbillede for mange af de nye, unge talenter i branchen.
26456762
Gennem hele Bilals produktion både som tegner og forfatter løber favntaget med politisk komplicerede emner som en rød tråd. I “Den sorte ordens falangister” bliver overvintret spansk fascisme lagt under luppen, og i “Jagten” gælder det den østeuropæiske kommunismes blodige brutalitet. Begge er anerkendt som milepæle i den europæiske tegneseriekunst. Denne prægnante og indignerede kritik af det 20. århundredes totalitarisme har Bilal desuden videreført i sine senere værker som “Udødelighedens pris”, “Ækvators kulde” og “Erindringens magt”.
“Mennesket bliver tilsyneladende ved med at gentage de fejltagelser og de ulykker, som det altid har gjort. Det lærer intet af historien, og derfor nærer jeg nok en vis form for skuffelse over mennesket, der intet har lært eller har villet lære. Det er et egoistisk dyr, der kun tænker kortsigtet ud fra en økonomisk, profitorienteret logik, som det selv har konstrueret. Magtforhold afspejler sig i alle livets forhold, selv i kærlighed, men magtbesiddelse er samtidig blevet det styrende element for mennesket. Og medmindre man forstår at ændre det, ændrer verden sig ikke”. (Merete Reinholdt: “Verden er ikke indiviet”. Interview i WeekendAvisen, oktober 1996).