Hævnens gudinde

Citat
”- Kørte du ned på havnen og satte ild til bådehuset for at hævne din datters død? spurgte Louise stille. (...) - Nej, sagde hun og kiggede op. - Det gjorde jeg ikke. Der var ingenting at spore i hendes øjne. De så direkte på Louise uden at forsøge at virke overbevisende.
"Hævnens gudinde" s. 390.

Det ubærlige ved at miste et barn og den følelse af had og trang til hævn, der kan ramme os alle, hvis vi presses tilstrækkeligt, er et af de tematiske omdrejningspunkt i Sara Blædels femte krimi om Louise Rick, ”Hævnens gudinde”, fra 2009.  

To handlingsspor introduceres fra romanens begyndelse. En ung mand med rockerrelationer skydes ned i sit eget hjem, og kort herefter ender en klassefest med en tragedie, da en gruppe aggressive unge fyre trænger ind til festen på udkig efter sprut og penge. Den eneste voksne, der er tilstede, bliver brutalt slået ned, og da hendes 12-årige datter vil løbe efter hjælp, bliver hun dræbt i en trafikulykke. Kriminalassistent Louise Rick er fra starten personligt involveret i den tragiske ulykke, da hendes plejesøn er til stede ved klassefesten, og i løbet af efterforskningen kommer veninden Camilla Lind, ligesom i de tidligere romaner i serien, til at spille en vigtig rolle, selv om hun egentlig er på orlov og opholder sig i USA med sin søn.

28536666

Sara Blædel skildrer i romanen blandt andet den meningsløse vold og forråelsen hos en gruppe svigtede unge. I romanens tidsbillede hører også økonomisk kriminalitet og rockerrelateret skuddrab. Ligeså vigtige tematikker er dog forholdet mellem forældre og halvstore børn og den følelser af sorg, had og nærmest taknemmelighed mod den, der måske kan siges at have hævnet hendes datters død, som moderen til den trafikdræbte pige oplever.       

Flere anmeldere har i forbindelse med Sara Blædels krimier fremhævet, at de med fordel kunne filmatiseres eller laves til en tv-serie. Det gælder også for denne femte bog i serien: ”Nogle krimier egner sig ganske enkelt til at blive filmatiseret. Det er den slags romaner, der er velkonstruerede og lige ud af landevejen. Den slags, hvor det ikke er de litterære kvaliteter, der bærer historien fremad. Den slags, hvor personerne er til at forstå og holde af – uden så meget pis. Den slags er Sara Blædels bøger”. (Mette Højbjerg: ”Blædel bliver bare bedre og bedre”. Information 2009-09-23).