“Niels Bohrs kærlighed” er titlen på Kim Blæsbjergs første roman, der udkom i 2003, året efter debuten. Romanens hovedperson og jeg-fortæller er en litteraturstuderende ved Københavns Universitet, der er ved at skrive et speciale om fysikeren Niels Bohrs indflydelse på dansk og nordisk litteratur. Som sit egentlige omdrejningspunkt har romanen ikke en enkelt person, men derimod et princip, nemlig princippet om komplementaritet hentet fra Bohrs fysik; “at to eller flere teorier som ellers gensidigt udelukker hinanden, kan være nødvendige for den fulde forståelse af et problem.” (side 15). Denne komplementære teori er romanens mantra og egentlige hovedperson. Og da Sanne Ruby, den litteraturstuderendes kæreste, begår selvmord, konfronteres jeg-fortælleren med den meningsløse og dunkle side af kærligheden og sættes i bevægelse gennem sorgen og hen imod en erkendelse af kærlighedens modsætningsfulde – komplementære væsen.
24838846
Han tager et job i hjemmeplejen på Frederiksberg, hvor han møder den ordknappe pensionist Severin Kamstrup. Kamstrup bliver den tavse lytter, som jeg-fortælleren bekender sin fortvivlede historie om kærestens selvmord til. Her begynder romanens andet store fortælle-spor. For ligesom jeg-fortælleren gemmer den gamle Severin på en historie om kærlighedens modsætningsfulde væsen, og som tilmed har Niels Bohr som omdrejningspunkt. Denne historie handler om Severins afdøde kone Asta, som i sin ungdom i 1930’erne havde en affære med den berømte fysiker. En omfattende brevveksling mellem Severin og Asta giver således indblik i det intrigante forhold, der binder Severin, Asta og Niels Bohr sammen og viser, hvordan mennesker i kærlighedens navn udfolder sig som de sammensatte og modsætningsfulde størrelser, de nu en gang er. Samtidig giver de et omfattende billede af 30’ernes København med beskrivelser af periodens typiske træk, Knud Sønderby og jazzfeberen, nazisympatier og antipatier og en rastløs ungdomskultur.
Kærlighedshistorien, som brevvekslingen rummer, fungerer som et spejl på den nutidige historie, og undervejs i læsningen af brevvekslingen i romanens midterste del begynder tingene at ændre sig for jeg-fortælleren. I romanens slutning begynder flere brikker at falde på plads. Der opstår en gensidig kærlighed mellem jeg-fortælleren og Severins datter, Nicoline. Men denne kærlighed er ikke uden omkostninger, for Nicolines kærlighed til jeg-fortælleren opstår til trods for, at hun allerede har en kæreste, som hun for så vidt elsker. Sådan er de fleste kærlighedsforhold sammensatte i Blæsbjergs roman.
Med de mange tråde, der trækkes mellem de både smertende og lægende kærlighedsforhold, synes romanens slutning at understrege, at hvor svært det end er at leve med kærlighedens komplementære væsen, lige så uundgåeligt er det at gøre sig dens faktum bevidst.