De første læsere, der fik glæde af ”Babettes gæstebud”, var amerikanske damebladslæsere. Første gang, den blev trykt, var nemlig i 1950 i det amerikanske magasin ”Ladies’ Home Journal” med titlen ”Babette’s Feast” under pseudonymet Isak Dinesen. På dansk udkom den første gang som en del af novellesamlingen ”Skæbne-Anekdoter” fra 1958, men den er siden optrykt som selvstændigt værk i 1987.
”Babettes gæstebud” foregår i sidste del af 1800-tallet i et puritansk religiøst miljø i Berlevåg i Nordnorge. Her varetager to søstre arven efter deres far, der var provst, profet og stifter af en streng kirkelig retning. I huset bor også tjenestepigen Babette, som en dag 14 år tidligere bankede på søstrenes dør og desperat havde brug for husly efter at være flygtet fra den fransk-tyske krig i 1870-71.
55126135
Det helt centrale i fortællingen er en middag, søstrene holder for at mindes deres far. Babette, som netop har vundet i et fransk lotteri, serverer en overdådig middag med alt fra skildpadder til franske årgangsvine. Menigheden fortrækker ikke en mine, men spiser, som om det var deres normale kost – klipfisk og grød. I løbet af middagen får Babettes kogekunst dog tungerne på gled, og selskabet får noget, der minder om en kollektiv åbenbaring eller en symbolsk nadver: Der bliver grinet af gamle fjendskaber, der bliver løsnet op for følelserne, og lykke og forståelse spreder sig om bordet.
”Babettes gæstebud” bliver fortalt af en alvidende fortæller, som med få ord formår at give indgående personkarakteristikker. Romanen kan læses som en kunstnerroman, der diskuterer kunstens rolle og kunstnerens væsen. Alt imens den tematiserer tro, opofrelse, kærlighed og madkunst, er hovedmotivet kunstens væsen. Efter middagen erfarer søstrene, at Babette har brugt hele sin gevinst på festmiddagen. Søstrene forstår det som den ultimative troskab og opofrelse, som de selv er opflasket med. Men Babette forklarer, at hun gjorde det for sin egen skyld, fordi hun som kunstner har brug for at folde sig ud i fuldt flor og yde sit allerbedste. I det hele taget fremstilles Babette og søstrene som kontraster, og derigennem fremstilles også kunsten og den asketiske tro som kontraster. Én ting har de dog tilfælles, nemlig hengivelsen, men alt imens troen fordrer opofrelse, kræver kunsten udlevelse. Mens troen kræver pietisme, forlanger kunsten livsnydelse.