”Ehrengard” kom første gang på tryk få måneder efter forfatterens død i december 1962 i Ladies’ Home Journal under titlen ”The Secret of Rosenbad”. På dansk udkom den første gang i 1963.
Historien foregår ved et lille tysk hertugdømme i begyndelsen af 1800-tallet, hvor Storhertuginden af Babenhausen har travlt med at få sin søn prins Lothar gift. Men da han er mere interesseret i kunst og videnskab end i kvinder, allierer hun sig med kunstneren og storforføreren Cazotte. Da han formår at beskrive prinsessen Ludmilla, som var hun et kunstværk eller en romanfigur, får han prinsen til at forelske sig i hende, og kort efter skal brylluppet stå.
”Ehrengard” tematiserer forelskelse, kunst, intriger, skuespil og forførelse. Centralt i fortællingen er dels et storstilet skuespil, Cazotte og storhertuginden må iscenesætte for at skjule, at Ludmilla er blevet gravid to måneder før brylluppet med Lothar, hvilket jo var uhørt på den tid. Og dels Cazottes betagelse af Ludmillas hofdame, den unge og stærke Ehrengard. I smug maler Cazotte et portræt af Ehrengard fra søen, hvor hun hver dag tager bad, og han drømmer om at få hende til at rødme og derigennem blotte sig for ham.
137461382
Romanen er delt i tre dele og med en komposition som et kinesisk æskesystem. Tonen kan virke lidt tung, da sproget afspejler den tid, der skildres, men holder man tungen lige i munden, er Blixens lille ironiske modsvar til Søren Kierkegaards ”Forførerens dagbog” en skøn gavtyveroman. Hos Blixen er Ehrengard et markant modbillede til kvindebillederne i Kierkegaards fortælling – hun bliver beskrevet som en kvinde med amazonernes styrke, og hun lader sig ikke sådan lige snøre. I Cazottes forsøg på at forføre hende bliver han selv forført og falder med begge ben i sin egen fælde! Storhertuginden og Cazottes forsøg på at styre slagets gang går i det hele taget ikke ligefrem efter planen, hvilket er en vigtig pointe hos Blixen: Skæbnen er underfundig og lader sig ikke styre og dirigere. Fortælleren er i øvrigt temmelig upålidelig og iscenesættende. Hun forklarer, at hun har historien fra sin oldemor, der var Cazottes fortrolige, hvilket er med til at understrege fortællingen som forførelsens kunst i sig selv.