Novellerne

Novellesamlingerne Drivhuset (1965) og Rama Sama (1967) skaffede Bodelsen litterær anerkendelse som en moderne realist. Midt i et modernismens årti blev han hilst velkommen som en forfatter, der turde skrive lige ud om genkendelige mennesker og miljøer. I sine hverdagshistorier afbalancerer Bodelsen behændigt sin lidenskab for kendsgerninger med sin sans for moralske problemer. Mens det i de første novellesamlinger hovedsagelig er unge menneskers problemer med ambitioner og kærlighed, der skildres, så befinder vi os blandt modne og ældre mennesker i de senere samlinger, hvoraf især Jeg kommer til at løbe vandt genklang hos læserne. Forfatteren anvender novelleformen til belysning af forholdet mellem forældre og børn, og til skildring af miljøer i dagens Danmark. Anders Bodelsen har givet de anonyme forstæder, ja, selv motorvejene, borgerret i litteraturen.

21872776

Også til sine spændingshistorier har Bodelsen kunnet bruge novelleformen. Første gang det skete, var i "Agurke-tid" (i Drivhuset), en åndeløst spændende historie om en journalists jagt på en seksualmorder. Senere har Bodelsen udgivet en hel novellesamling med krimitemaer: Lov og orden (1973).

"Han har skrevet en lang række romaner og novellesamlinger fra sin egen tid og sit eget miljø, som er den stadig voksende danske mellemklassse. Han har tilstræbt at tage hverdagsmennesker og sætte dem i ekstreme situationer."
Anders Bodelsens eget bud på en kort præsentation af sig selv i en skolebog (Jesper Iwersen: Anders Bodelsen. Opgavebog, 1986).