I Jeppe Brixvolds tredje roman “Hotellet” (1993) er de abstrakte refleksioner over sprog og litteratur lagt på hylden til fordel for en mere lineær handling, der ganske vist brydes op af en række flashbacks. “Hotellet” er på mange måder det værk, der skiller sig mest ud i Brixvolds forfatterskab – netop ved sin usminkede realisme og enkle komposition.
Efter et forlist forhold i Frankrig indlogerer jeg-fortælleren Baggesen (bemærk det rejselitterære sammenfald med fortælleren i Jens Baggesens “Labyrinten” (1793)) sig på et Hotel i det centrale København, hvor han får ansættelse som natportier. Han bliver hurtigt fortrolig med hotellets stamgæster og øvrige ansatte, indleder et forhold til stuepigen Marie Louise og bliver gode venner med hoteldirektøren Johannes.
En nat, han står i receptionen, ankommer Emma med sin nyfødte datter. Han genkender hende med det samme som sin fætter Andreas’ kæreste, men går med til at holde hendes ophold hemmeligt. Som tiden går og minderne fra hans fortid hvirvles op, forsøger han at nå til bunds i, hvorfor hun mon gemmer sig for omverdenen – alt imens hverdagen på hotellet går sin vante gang. Frem mod slutningen falder brikkerne stilfærdigt på plads, som personerne fra tiden før gradvist dukker frem fra skyggerne og smelter sammen til det, der bliver “Hotellets” univers.
Umiddelbart kan romanen i sin beherskede form virke som en reaktion mod de to forrige romaners spekulative og metasproglige tankemønstre. Der er umiddelbart tale om en ligetil præstation – hvor Brixvold viser, at han også formår at skrive en mere barberet prosa til et bredere publikum. Ved nærmere øjesyn lader der dog til at være mere på færde under overfladen i “Hotellet”, hvor den umiddelbare enkle handling kun fremstår som toppen af isbjerget – strengt formidlet af en jeg-fortæller, der ikke ønsker at give alt for meget af sig selv til den sultne læser: “Det irriterede mig at folk altid troede jeg havde hemmeligheder,” siger han et sted og tilføjer: ”men jeg kunne ikke forklare om det.” (“Hotellet”, side 45).
Modsætningerne mørke-lys og nat-dag, der vækker minder fra “Ja, Daniel”, er atter et gennemgående tema i “Hotellet”. Her afspejlet i hovedpersonens natlige aktiviteter og i forholdet mellem det åbenlyse og det skjulte. Der går således en direkte bevægelse fra de to tidligere romaners sværmen om personernes indre liv til fortælleren i “Hotellet”, hvis sande indre virkelighed vi denne gang kun får adgang til glimtvis gennem pludselige refleksioner og flashbacks.