Der skal gå syv år – kun afbrudt af essaysamlingen “Kærlighed til fædrelandet var drivkraften”, udgivet sammen med tre forfatterkolleger – før Jeppe Brixvold slipper sit forfatterskabs hidtil mest ambitiøse projekt løs. Romanen “Forbrydelse og fremgang” (2007) er med sine godt 400 sider uden sammenligning hans længste og mest fuldkomne kunstneriske frembringelse – hvor skyld og soning blot lader til at være ét ud af mange temaer.
Romanen begynder, som titlen med slet skjult tak til Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” antyder, som en krimigåde: En mand, bogens navnløse jeg, rejser til Paris i håb op at genvinde sin elskede, hvilket mislykkes. Han drukner sorgerne i whisky og pastis, ender natten med et tilfældigt one-night-stand og vågner med blackout. På en bar genser han næste morgen via en tv-skærm det værelse, hvor han tilbragte natten, og hvor pigen er fundet død. Han flygter ud af Paris med uvisheden, om hvorvidt han har begået forbrydelsen eller ej.
26734576
Hans flugt fører ham sydpå mod Spanien, men hvirvler ham samtidig – måske grundet hans vedholdende alkoholtåger og psykedeliske fortrængninger – ind i andre virkeligheder og epoker uden for romanens nutid. På flugtruten møder han dekadente børn på et fransk rokokoslot, forvandler sig til soldaten fra fyrtøjet og vinder en smuk prinsesses hjerte – inden han som skovhugger i de spanske skove på en elgjagt forvandler sig til… jo, Alexander den Store. Vi følger nu den store hærfører fra hans spektakulære sejr over perserkongen Daros til erobringen af Indien, hvorefter også denne virkelighed opløses og romanens jeg vågner op som fløjtespilleren Orfeus – for til slut at optræde som kvindelig forsker og arkæolog i en gold fremtidsvision.
“Forbrydelse og fremgang” bevæger sig fra forbrydelsen til krigen. Der er bestandig nye kampe på spil inden for romanens handlingsplan – ligesom der på det fortællermæssige plan kæmpes om vidt forskellige virkeligheder. Igen spiller vand en afgørende rolle i etableringen af disse virkeligheder. Vandet er til stede som regndråber, floder eller havet, hver gang romanen skifter tid og rum. Som den konstante bevægelse fremad – som det sproglige overskud, der knytter tråde fra den konkrete handling over filosofiske og litteraturhistoriske overvejelser tilbage gennem den europæiske kulturhistorie og dens mytekomplekser. Jeg'ets forvandling til Alexander den Store kan her ses som hans behov for at gribe tilbage til en ældre udgave af sig selv, til at finde en mytologisk referenceramme eller arketype at hage sig fast ved.