Jeppe Brixvold spreder sig over så mange genrer og tematikker, at en udtømmende analyse og fortolkning af hans samlede forfatterskab ville kræve langt mere plads, end der her gives. Overordnet set kredser han gennem sine romaner, noveller, rejsebeskrivelser og essays omkring ét centralt tema, nemlig mennesket i konstant bevægelse. Derfor fylder rejsen nok også så forholdsvis meget i hans bøger.
Det er ikke ét menneske i én bestemt tid, det handler om. Det er mennesker fra alle kulturer og gennem alle tider. Og her kommer sproget ind i billedet. Sproget er en af de ældste menneskelige aktiviteter. En aktivitet der skaber en mytisk bevægelse gennem menneskehedens historie. Jeppe Brixvold benytter konsekvent mytens kraft i sin produktion. Han lægger sig hermed i forlængelse af en stærk modernistisk tradition, som går tilbage til James Joyce, der med “Ulysses” (1922) knytter bånd tilbage til Homers epos “Odysséen”. Hvilket får Joyces forfatterkollega T.S. Eliot til at fremhæve “Ulysses” som et eksemplarisk eksempel på den moderne roman og hævde, at al moderne digtning, ligesom Joyces, bør lade sig inspirere af myten.
Den opfordring har Brixvold taget til sig – mere end noget andet sted i storværket “Forbrydelse og fremgang” (2007), der som nævnt bugner med litterære og kulturhistoriske henvisninger. Her hiver han Alexander-myten ind som den urkraft, der driver historien videre og udvider jeg’ets bevidsthed. Men også “Hæfte” (2000) og “Hvirvler” (1998) vrimler med mytologiske figurer, for eksempel indianske, græske, ægyptiske og romerske.
Igennem hele Jeppe Brixvolds forfatterskab træder sproglige og litterære refleksioner frem, og særligt i hans senere produktioner kommer disse til at ligne en poetik. Det vil sige en bestemt idé om digtekunsten, hvad den skal være og hvor den skal bevæge sig hen, dens former, dens virkemidler osv. I et interview – vel at mærke inden udgivelsen af “Forbrydelse og fremgang” – rammer han det meget præcist: “En roman skal både have perspektiver i et personligt, et historisk, et kulturelt og et filosofisk perspektiv, synes jeg. Og den slags kunne jeg bare ikke, og det er egentlig mit krav til en roman …” (“Dialog om en novellesamling” i “DARSK”, side 124).
Det er i lyset af dette citat ikke så mærkeligt, at arbejdet med “Forbrydelse og fremgang” tager ham så lang tid. For i denne roman lever han faktisk op til sit krav. Den bærer nemlig både personlige, historiske, kulturelle og filosofiske perspektiver.
Historieperspektivet illustreres ved romanens utallige spring i tid og rum – og det faktum, at hovedpersonen i sidste del er en arkæolog, der forsøger at rekonstruere en virkelighed fra en fjern fortid. Et motiv, vi også ser i Brixvolds første roman “Ja, Daniel”, hvor drømmetyderen Daniel forsøger at rekonstruere den virkelighed, som hans klienter kommer med dele af gennem deres drømme. Arkæolog-figuren går ligeledes igen i flere af novellerne i “Hvirvler”. Blandt andet i novellen “Cro Magnun”, hvor en amerikansk arkæolog kravler længere og længere ind i en hule, for til sidst at nå et “badekar”, der må formodes at være skabt af havet millioner af år før.
Vandets tilstedeværelse som metafor for fremdrift, bevægelse og foranderlighed er som nævnt det nok vigtigste ledemotiv i såvel “Forbrydelse og fremgang” som hos Brixvold i det hele taget. De mange floder og den megen vand i forfatterskabet kan ses som en hilsen til den græske filosof Heraklits tanke om, at man ikke kan stige ned i den samme flod to gange. Hver gang en mening eller en historie tegner sig, forgrener den sig som en biflod, og der opstår en ny. Vandet er ligeledes et billede på det skabende, livgivende, men samtidig også det altødelæggende, eroderende, element.
Vandet kan drukne og det kan stille tørsten. Netop tørst er et andet motiv i “Forbrydelse og fremgang”– det at få stillet et oralt behov. Derfor drikker og ryger bøgernes personer også hele tiden – øl, vin, whisky, pastis og smøger er altid deres vigtigste livskilde. Man kan sidestille begæret efter oral tilfredsstillelse med begæret efter forandring og bevægelse. Eller som Brixvold selv formulerer det: “En erkendelse af, at livet er i konstant bevægelse. Biologisk og dermed også mentalt. Man er i forandring, uanset hvad. Den forandring kan man føle lyst over for. Man kan også være bange for den …” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 19).