Man bliver slynget frem og tilbage i tiden i Lisbeth Bruns ”På grænsen” fra 2007. Hovedkarakteren er sygeplejersken Ellen, der i 20 år har levet med den schweiziske læge Peter. De mødte hinanden i et fly, blev forelskede, og da hun blev gravid, flyttede hun til Schweiz. I de tyve år, der er gået, har hun født to børn, som nu er flyttet hjemmefra, hun har arbejdet lidt som sygeplejerske, men er holdt op igen, og nu går hun hjemme og passer hus og have. Og keder sig noget så gudsjammerligt i et forhold præget mere af krise end af kærlighed. For dog at foretage sig noget bliver Ellen besøgsven for den blinde David. Det starter med at være en parodi på overskud fra en kvinde i den højere middelklasse, men ender med, at Ellen stikker af med David på en voksen dannelsesrejse, der både bliver en bevidstgørelse og en forelskelse.
26949955
To væsentlige temaer i romanen er identitet og kønsroller. Der er en nuanceret kulturel beskrivelse af kvindefrigørelsens status i Schweiz. Ellen kan mærke forskellen fra Danmark og har svært ved at tilpasse sig landets normer og det at være en lægefrue, der går derhjemme og er fornem. Kønsrollediskussionen bliver intensiveret, da Ellen er med David i Ben Guerdane i Nordafrika, hvor de diskuterer de muslimske kønsrollemønstre: ”– De er ikke så forskellige fra os, som du tror. De har en anden moral, når det gælder mænd og kvinder og ægteskab, men ellers har de de samme længsler og drømme.// – Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg skulle leve som kvinde her i landet. // – Det er der også nogle af dem, der bliver.” (s. 246).