lisbeth brun
Foto: Morten Holtum

Lisbeth Brun

Artikel type
voksne
stud.mag. Mette–Marie Zacher Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2009. Opdateret af cand.mag. Maria Roslev. 2014.
Top image group
lisbeth brun
Foto: Morten Holtum
Main image
Brun, Lisbeth
Foto: Gabriele Ortner-Rosshoff

Med de fire romaner ”Vejs ende”, ”Det du mister”, ”Som brødre vi dele” og ”Resten af livet” har Lisbeth Brun skabt den serie, der står som forfatterskabets absolutte hovedværk. Med geografisk afsæt i Limfjordsbyen Lendrup skriver Brun med stor psykologisk indsigt om kvinder i flere generationer, der på forskellig vis står i en livskrise. De skarpe psykologiske skildringer akkompagneres i bøgerne af levende og smukke naturbeskrivelser. Kvinder, køn og krop er gennemgående temaer i forfatterskabet, ligesom et blomstrende sprog, der præcist kan fremmale både personer og natur for læseren, er det.

51224574 

Blå bog

Født: 23. september 1963 i Hobro.

Uddannelse: Læreruddannelse ved Rudolf Steiner Høyskolen i Oslo, 2000.

Debut: Nord for fjorden. Gyldendal, 2005.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 2006.

Seneste udgivelse: Resten af livet. Gyldendal, 2014.

Inspiration: C.G. Jung.

 

brun

Baggrund

"Når Helle om morgenen trak gardinet fra, var græsset drivvådt, og hækken var ulden af spindelvæv. Al den varme sidst i september var som en kæreste, man vidste snart ville forlade én".
"Som brødre vi dele", s. 159.

Lisbeth Brun er født i Hobro i 1963. Her voksede hun op med sin far, der var skolelærer, sin mor, der var dyrlæge og sin syv år yngre søster Kirsten Brun, der i 2006 debuterede som forfatter. Lisbeth Bruns interesse for ord og litteratur opstod i en ung alder. Hun fortæller: ”Da jeg begyndte at lære at læse og skrive i første klasse – det var med Søren og Mette – fik jeg sådan en aha–oplevelse af, at på et tidspunkt ville jeg have lært alle ord, og jeg ville kunne sætte dem sammen.” (Karen Syberg: At skrive er som Sufi–dans. Information, 2006-12-21). Lisbeth Brun beskriver i samme interview, hvordan hun allerede som syvårig kunne opleve sætninger stige op i hende af sig selv – for eksempel når hun sad i bilen. Derfor var hun sikker på, at det var forfatter, hun skulle være, da hun flyttede hjemmefra og lejede et værelse i Århus. Hun købte en gammel skrivemaskine og håbede, der ville ske noget, men hun fandt ud af, at litteratur ikke opstår ud af det blå. Som hun forklarer det: ”Jeg havde ikke den livserfaring og det mod, der skulle til.” (Karen Syberg: At skrive er som Sufi–dans. Information, 2006-12-21).

Derfor gav Lisbeth Brun sig i kast med andre ting. Hun blev medarbejder på en århusiansk ungdomsavis og fik interesse for kunsthistorie og arkitektur. Hun gik på højskole for at lære at tegne, og så gik hun i gang med en uddannelse til Rudolf Steiner–lærer i Oslo. Her var det en underviser, der fik øje på hendes talent og opfordrede hende til at skrive. Og det gjorde hun så. I seks år arbejdede hun løs på det, der blev hendes debutroman ”Nord for fjorden”, der udkom i 2005. Inden den udkom, havde hun måttet æde en del afslag fra diverse forlag, men efter debuten tog skrivekarrieren til gengæld fart, og næste roman var klar samme år. Året efter modtog hun Statens treårige arbejdsstipendium.

I dag bor Lisbeth Brun med sin schweiziske kæreste i byen Hilterfingen syd for Bern.

Nord for fjorden

“Stemmen i mig har altid været der. Jeg anser mig selv for at være et nøgternt menneske uden hang til religiøsitet og mystik. Men stemmen er noget i mit liv, jeg ikke kan forklare. Den er noget andet end min hukommelse. Hvor minderne fra min fødsel kommer fra mit indre, så er stemmen en selvstændig størrelse.”
“Nord for fjorden”, s. 87.

I Lisbeth Bruns debut ”Nord for fjorden” fra 2005 følger vi den unavngivne jeg–fortæller fra erindringen om hendes fødsel og frem til året efter gymnasiet. Den hjemlige scene er sat i en arkitekttegnet villa i Nordjylland i 60’erne og 70’erne. Moderen er tandlæge og har et uendeligt forskningsprojekt om børns mælketænder, som hun arbejder på nede i kælderen. Faderen er jurist og har et maleri af en blind pige hængende i sit kontor. Fortælleren har en ensom barndom akkompagneret af en indre stemme, hygge med de skiftende hushjælpere og oplæsning om kvindeskikkelser som forskeren Marie Curie og sygeplejersken Florence Nightingale.

Hun liver op, da hun begynder at ride og kommer i stalden, hvor stutteriejerens søn Poul vækker hendes begær. Gymnasietiden er ligeledes en åbenbaring. Der bliver læst Karl Marx, og pigerne har kvinde–venindegrupper, der diskuterer sex og læser Erica Jong. Fortælleren er efterhånden blevet selvstændig og stærk, og da flammen Poul flytter væk, tager hun på interrail i sommerferien, hvor hun møder schweizeren Johan. Han bliver symbolet på den ‘store vide verden’ og trækker hende væk fra Nordjylland. Indtil hun efter et års tid alligevel vender tilbage til forældrene og rideskolen.

25576713

Romanen er en grundig beskrivelse af barndom og opvækst, og man inviteres ind i en families værdier og mytologier. Portrættet er hverken kritisk eller idyllisk. Stemmen og de historiske kvindeskikkelser følger med op gennem fortællerens opvækst og rundt i verden; eksempelvis sidder Marie Curie på et skab og kigger ned på hende. Disse kvindefigurer fungerer mest som symboler, og selv den indre stemme virker psykologisk realistisk. ”Nord for fjorden” er således en skildring af et familieliv og en ung piges udvikling og følelsesliv. Det er ligeledes en klassisk hjem-ude-hjem-fortælling, hvor protagonisten (pigen) kommer hjem og er blevet klogere på sig selv, sit liv og sine værdier. Forholdet til stalddrengen Poul kan næsten minde om Fru Marie Grubbes i J.P. Jacobsens roman fra 1876 af samme navn. Der spilles på en kvindes begær, frigørelse samt overskridelse af klasseskel.