lisbeth brun
Foto: Morten Holtum

Lisbeth Brun

stud.mag. Mette–Marie Zacher Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2009. Opdateret af cand.mag. Maria Roslev. 2014.
Top image group
lisbeth brun
Foto: Morten Holtum
Main image
Brun, Lisbeth
Foto: Gabriele Ortner-Rosshoff

Indledning

Med de fire romaner ”Vejs ende”, ”Det du mister”, ”Som brødre vi dele” og ”Resten af livet” har Lisbeth Brun skabt den serie, der står som forfatterskabets absolutte hovedværk. Med geografisk afsæt i Limfjordsbyen Lendrup skriver Brun med stor psykologisk indsigt om kvinder i flere generationer, der på forskellig vis står i en livskrise. De skarpe psykologiske skildringer akkompagneres i bøgerne af levende og smukke naturbeskrivelser. Kvinder, køn og krop er gennemgående temaer i forfatterskabet, ligesom et blomstrende sprog, der præcist kan fremmale både personer og natur for læseren, er det.

 

51224574

Blå bog

Født: 23. september 1963 i Hobro.

Uddannelse: Læreruddannelse ved Rudolf Steiner Høyskolen i Oslo, 2000.

Debut: Nord for fjorden. Gyldendal, 2005.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 2006.

Seneste udgivelse: Resten af livet. Gyldendal, 2014.

Inspiration: C.G. Jung.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

"Når Helle om morgenen trak gardinet fra, var græsset drivvådt, og hækken var ulden af spindelvæv. Al den varme sidst i september var som en kæreste, man vidste snart ville forlade én".
"Som brødre vi dele", s. 159.

Lisbeth Brun er født i Hobro i 1963. Her voksede hun op med sin far, der var skolelærer, sin mor, der var dyrlæge og sin syv år yngre søster Kirsten Brun, der i 2006 debuterede som forfatter. Lisbeth Bruns interesse for ord og litteratur opstod i en ung alder. Hun fortæller: ”Da jeg begyndte at lære at læse og skrive i første klasse – det var med Søren og Mette – fik jeg sådan en aha–oplevelse af, at på et tidspunkt ville jeg have lært alle ord, og jeg ville kunne sætte dem sammen.” (Karen Syberg: At skrive er som Sufi–dans. Information, 2006-12-21). Lisbeth Brun beskriver i samme interview, hvordan hun allerede som syvårig kunne opleve sætninger stige op i hende af sig selv – for eksempel når hun sad i bilen. Derfor var hun sikker på, at det var forfatter, hun skulle være, da hun flyttede hjemmefra og lejede et værelse i Århus. Hun købte en gammel skrivemaskine og håbede, der ville ske noget, men hun fandt ud af, at litteratur ikke opstår ud af det blå. Som hun forklarer det: ”Jeg havde ikke den livserfaring og det mod, der skulle til.” (Karen Syberg: At skrive er som Sufi–dans. Information, 2006-12-21).

Derfor gav Lisbeth Brun sig i kast med andre ting. Hun blev medarbejder på en århusiansk ungdomsavis og fik interesse for kunsthistorie og arkitektur. Hun gik på højskole for at lære at tegne, og så gik hun i gang med en uddannelse til Rudolf Steiner–lærer i Oslo. Her var det en underviser, der fik øje på hendes talent og opfordrede hende til at skrive. Og det gjorde hun så. I seks år arbejdede hun løs på det, der blev hendes debutroman ”Nord for fjorden”, der udkom i 2005. Inden den udkom, havde hun måttet æde en del afslag fra diverse forlag, men efter debuten tog skrivekarrieren til gengæld fart, og næste roman var klar samme år. Året efter modtog hun Statens treårige arbejdsstipendium.

I dag bor Lisbeth Brun med sin schweiziske kæreste i byen Hilterfingen syd for Bern.

Nord for fjorden

“Stemmen i mig har altid været der. Jeg anser mig selv for at være et nøgternt menneske uden hang til religiøsitet og mystik. Men stemmen er noget i mit liv, jeg ikke kan forklare. Den er noget andet end min hukommelse. Hvor minderne fra min fødsel kommer fra mit indre, så er stemmen en selvstændig størrelse.”
“Nord for fjorden”, s. 87.

I Lisbeth Bruns debut ”Nord for fjorden” fra 2005 følger vi den unavngivne jeg–fortæller fra erindringen om hendes fødsel og frem til året efter gymnasiet. Den hjemlige scene er sat i en arkitekttegnet villa i Nordjylland i 60’erne og 70’erne. Moderen er tandlæge og har et uendeligt forskningsprojekt om børns mælketænder, som hun arbejder på nede i kælderen. Faderen er jurist og har et maleri af en blind pige hængende i sit kontor. Fortælleren har en ensom barndom akkompagneret af en indre stemme, hygge med de skiftende hushjælpere og oplæsning om kvindeskikkelser som forskeren Marie Curie og sygeplejersken Florence Nightingale.

25576713

Hun liver op, da hun begynder at ride og kommer i stalden, hvor stutteriejerens søn Poul vækker hendes begær. Gymnasietiden er ligeledes en åbenbaring. Der bliver læst Karl Marx, og pigerne har kvinde–venindegrupper, der diskuterer sex og læser Erica Jong. Fortælleren er efterhånden blevet selvstændig og stærk, og da flammen Poul flytter væk, tager hun på interrail i sommerferien, hvor hun møder schweizeren Johan. Han bliver symbolet på den ‘store vide verden’ og trækker hende væk fra Nordjylland. Indtil hun efter et års tid alligevel vender tilbage til forældrene og rideskolen.

Romanen er en grundig beskrivelse af barndom og opvækst, og man inviteres ind i en families værdier og mytologier. Portrættet er hverken kritisk eller idyllisk. Stemmen og de historiske kvindeskikkelser følger med op gennem fortællerens opvækst og rundt i verden; eksempelvis sidder Marie Curie på et skab og kigger ned på hende. Disse kvindefigurer fungerer mest som symboler, og selv den indre stemme virker psykologisk realistisk. ”Nord for fjorden” er således en skildring af et familieliv og en ung piges udvikling og følelsesliv. Det er ligeledes en klassisk hjem-ude-hjem-fortælling, hvor protagonisten (pigen) kommer hjem og er blevet klogere på sig selv, sit liv og sine værdier. Forholdet til stalddrengen Poul kan næsten minde om Fru Marie Grubbes i J.P. Jacobsens roman fra 1876 af samme navn. Der spilles på en kvindes begær, frigørelse samt overskridelse af klasseskel.

Tingenes tilstand

”Jeg skrev fem sider. Det var som at gå nøgen gennem byen. Som drømmen hvor jeg sidder og skider på Dan Turell og opdager, at nogen har fjernet døren til toilettet, og at alle i cafeen kan se mig. I løbet af fem sider lykkedes det mig at finde en måde at skrive på, som jeg kunne leve med. Eller også var jeg begyndt at affinde mig med tingenes tilstand.”
"Tingenes tilstand", s. 38.

Lisbeth Bruns anden roman udkom i 2005 med titlen ”Tingenes tilstand”. Hovedpersonen Kristina er lige blevet skilt fra Sverre, som hun har boet med i et selvbygget træhus ved en elv i den norske ødemark. Nu er hun flyttet ned i et hus i den nærliggende landsby, hvor hun ernærer sig som skrædder, og hvor hun har god tid til at sidde og ryge cigaretter og tænke over sit liv.

Størstedelen af romanen består af Kristinas refleksioner over fortiden. Over opvæksten på en højskole i Danmark, hvor faren var den rationelle forstander og moderen en frisindet og kronisk utro kunstnertype. Over Kristinas første forelskelse i en krigsramt indvandrerfyr, der gik på højskolen. Over hendes udsvævende liv i København, da hun flyttede hjemmefra, om hendes forbrugeriske forhold til mænd gennem sin ungdom. Over uddannelsen til skrædder og forelskelsen i den solide norske tømrer Sverre, som hun flyttede til Norge med. Over hvordan hun begyndte i terapi, da forholdet slog knuder. Blandt andet gik hun i terapi hos en mand, der påstod, han var healer, men hvis tilnærmelser nærmede sig det seksuelt udnyttende.

25891945

På den måde væves behandlingen tæt sammen med en begivenhed, som ofte dukker op i Kristinas bevidsthed. Den foregik en sommer, da Kristina var barn, og hvor hun lå i hængekøjen med broderen Olav og oplevede tilnærmelser, der måske – måske ikke havde incestuøse tildragelser.

Der er en litteraturhistorisk bevidsthed i fortællingen ved, at der refereres til diverse klassikere. Det hænger sammen med en tilstræbt tidslig og miljømæssig realisme, hvor der bliver hørt Lisa Ekdahl og David Bowie. Kunstnerne er både identitetsmarkører på handlingsplanet og periodeautentiske signaler.

Som kontrast til det samtidige realistiske er isbjørnen, der går igen i fortællingen, som et symbol på noget oprindeligt. Isbjørnen nævnes igen og igen, fordi Kristinas farfar har drukket isbjørneblod.

 

 

 

Vejs ende

”Psykologen sagde, at opgaven for mig var at øve mig i at mærke mine behov, og kun at gøre, hvad jeg havde lyst til. Selv det var udmattende, og mange dage lå jeg i underkøjen til over middag. Jeg stod op og lagde et par pinde i brændeovnen og satte en gryde vand ovenpå, så jeg havde noget til etagevasken i tilfælde af, at vandvarmeren ikke virkede. (…) Og så gik jeg i seng igen, mens jeg prøvede at komme i kontakt med mine såkaldte behov.”
"Vejs ende", s. 160.

Den hårdtarbejdende arkitekt Lærke Holm Larsen får et sammenbrud på et toilet i starten af ”Vejs ende” fra 2006. Man følger Lærke fra sammenbruddet og i perioden efter, hvor hun tager tilbage til barndommens Nordjylland og flytter ud i et sommerhus. Den lange roman opruller Lærkes fortid. Hun er født i et råt og alkoholiseret miljø, hvor faren var falleret akademiker, og hvor moderen anvendte psykologisk vold og decideret tortur. Eksempelvis tvang moderen Lærke til at kvæle sin fars fugle som straf for, at hun ikke vil fortælle, at faren var taget på ekspedition.

Efterfølgende bortadopteres Lærke til parret Anne og Holger. Deres naboer kommer til at påvirke Lærkes liv fremadrettet. Hun forelsker sig i landmandssønnen Henrik, og hun bliver veninder med sommerhusgæsterne Van Hauens datter Malene, der får en grusom skæbne.

26452686

Der sker flere tragiske hændelser i Lærkes liv, og alligevel er det de nære barndomsbeskrivelser, der dvæles mest ved. Tragedierne afsløres på næsten Raymond Carversk facon som undseelige sprækker i det hverdagslige sprog. Bedstevenindens død, adoptivforældrenes ulykke og bruddet med den eneste kærlighed afsløres uden dramatik, men virker ikke desto mindre stærkt. Som her, hvor bruddet med den elskede beskrives: ”Det var efter den første lille portion, at han lagde kniv og gaffel fra sig // – Jeg har snakket med Marianne om at flytte tilbage, sagde han.” (s. 299).

Tematisk handler romanen om svigt, opdragelse og umuligheden af at flygte fra sin fortid. Miljøet er engageret skildret, med landsbysladder, klasseforskelle og danske designermøbler. Der er en tidsmæssig historisk realisme. Fremskridtspartiets indtog bliver diskuteret ved middagsbordet i barndomshjemmet, Lærke hører P2 og læser i nutiden den japanske forfatter Haruki Murakami.

”Vejs ende” er således en roman fuld af autenticitet og indlevelse. Det er et nuanceret portræt af et menneskeliv.

 

På grænsen

”Vi var det mest velhavende forældrepar i klassen. Ligesom jeg var de fleste af mødrene hjemmegående, og på forældremøderne sad jeg omgivet af fædre fra vidt forskellige sociale lag af samfundet: en tømrer, en socialarbejder, en bilmekaniker, en biodynamisk landmand, en terapeut samt en sælger af kopimaskiner.”
"På grænsen", s. 117.

Man bliver slynget frem og tilbage i tiden i Lisbeth Bruns ”På grænsen” fra 2007. Hovedkarakteren er sygeplejersken Ellen, der i 20 år har levet med den schweiziske læge Peter. De mødte hinanden i et fly, blev forelskede, og da hun blev gravid, flyttede hun til Schweiz. I de tyve år, der er gået, har hun født to børn, som nu er flyttet hjemmefra, hun har arbejdet lidt som sygeplejerske, men er holdt op igen, og nu går hun hjemme og passer hus og have. Og keder sig noget så gudsjammerligt i et forhold præget mere af krise end af kærlighed. For dog at foretage sig noget bliver Ellen besøgsven for den blinde David. Det starter med at være en parodi på overskud fra en kvinde i den højere middelklasse, men ender med, at Ellen stikker af med David på en voksen dannelsesrejse, der både bliver en bevidstgørelse og en forelskelse.

26949955

To væsentlige temaer i romanen er identitet og kønsroller. Der er en nuanceret kulturel beskrivelse af kvindefrigørelsens status i Schweiz. Ellen kan mærke forskellen fra Danmark og har svært ved at tilpasse sig landets normer og det at være en lægefrue, der går derhjemme og er fornem. Kønsrollediskussionen bliver intensiveret, da Ellen er med David i Ben Guerdane i Nordafrika, hvor de diskuterer de muslimske kønsrollemønstre: ”– De er ikke så forskellige fra os, som du tror. De har en anden moral, når det gælder mænd og kvinder og ægteskab, men ellers har de de samme længsler og drømme.// – Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg skulle leve som kvinde her i landet. // – Det er der også nogle af dem, der bliver.” (s. 246).

 

 

 

 

Det du mister

”Marie bliver gravid til juleballet på Gæstgivergården. Med forsangeren. Det er så banalt, som det kan være. Men det er sådan, det sker. Det må have været sneen og mørket og den særlige følelse, man får i dagene mellem jul og nytår.”
”Det du mister”, s. 35.

Som en selvstændig forhistorie til Lisbeth Bruns tredje roman ”Vejs ende” fra 2006 udkom ”Det du mister” i 2011. Hovedpersonen Lærke tager i ”Vejs ende” tilbage til sit barndomshjem, et kanalhus i Lendrup uden for Løgstør. ”Det du mister” foregår også i Lendrup, og Lærke og hendes forældre er bipersoner i ”Det du mister”. Hovedpersonen er den unge Marie, der i 1964 kommer i huset hos Villy. Han driver gården Fjordagerholm og er en typisk tavs jysk bondemand.

Marie lader bare tingene ske. Hun leder nok efter kærligheden, men tager som regel til takke med, hvad hun kan få. Derfor bliver hun gravid med chaufføren på vej til gården, og med sig har hun allerede et barn uden far, sin lille søn Ole. Villy tager den lille dreng til sig, men da deres relation udvikler sig, og de skal giftes, vil han ikke have endnu et uægte barn med i købet. Marie gifter sig med Villy, selvom hun ikke er forelsket, og vælger at bortadoptere barn nummer to.

28628730

Hun bliver veninde med Lærkes adoptivmor Anne, tiltrukket af Lærkes adoptivfar Holger og forsøger at få et liv til at fungere. Men bitterheden og skylden melder sig. Ægteskabet er ulykkeligt, så Marie begynder at drikke. Og for at få lidt spænding i livet kaster hun sig ud i en affære med sin søns lærer, efter at hun er blevet ansat som sekretær på skolen. I romanens slutning indhentes hun af fortiden. Og uden at afsløre for meget kan man sige, at hun i romanens slutning tvinges til at reflektere over sin umiddelbare laden stå til. 

Naturen spiller en stor rolle i ”Det du mister”. Årstidernes skiften, lyset og mørket fungerer som en metaforisk klangbund for handlingen. Og så sætter naturen selvfølgelig helt konkret dagsordenen for landlivets daglige gang. Marie og Villy må holde øje med vejret for at få en god høst. Lisbeth Bruns sprog skifter mellem ordrige beskrivelser og koncise dialoger. Hun fortæller lige ud ad landevejen uden skjulte dagsordener. Hemmelighederne ligger i handlingen, ikke i sprogets sprækker.

 

Som brødre vi dele

”Stormhat, ridderspore, gåseurt, vortemælk, dragemund, solbrud, floks, sankthansurt, violfrøstjerne. Det var lyde fra en tid, som hun ikke havde noget forhold til; hun var en googleturist i den natur, som hun holdt så meget af og syntes var så vigtig.”
”Som brødre vi dele”, s. 199.

Lisbeth Bruns syvende roman ”Som brødre vi dele” er den tredje roman i romankvartetten, der primært udspiller sig i den lille Limfjordsby Lendrup. Romanen udkom i 2012, hvor Brun var indstillet til DR’s romanpris. Hovedpersonen Helle, der samtidig er en af bipersonerne i ”Det du mister”, forsøger på alle måder at blive en del af den familie, hun aldrig havde som barn. Hendes biologiske mor Marie – hovedpersonen i ”Det du mister” – forsøger at åbne armene for den voksne datter, men hendes trang til at feje al ulykke ind under gulvtæppet står i vejen.

29579628

Romanen åbner med bondemanden Villys død. Omkring dødslejet er hans tidligere kone Marie, Maries bortadopterede datter Helle og Helles to halvbrødre, Jens og Ole. Scenen står stærkt, især fordi Brun igennem detaljerede og sanselige beskrivelser af rummets lyde, lys og indretning trækker læseren helt tæt på døden. Stemningen er forventeligt trykket på grund af Villys snarlige død, men som læser fornemmer man tydeligt misstemningerne mellem de levende. Og netop dårlig stemning og misforståelser er gennemgående i romanen.

Brun skriver primært sine karakterer frem gennem replikker og handlinger, og sprogligt er hun god til at ramme tonen, så karaktererne fremstår troværdige. Hun viser i replikkerne, hvordan de misforstår hinanden uden fortolkende forklaringer, så det overlades til læseren at forstå deres bagvedliggende følelser. Bruns karakterer er nok jævne folk med en stille hverdag, men under overfladen gemmer sig en masse drama.

Romanen er en tredjepersonfortælling set fra Helles synsvinkel. Der krydsklippes mellem hendes nutid på Villys gård, som hun har lejet, og hendes ungdom. Det fortællegreb giver romanen et godt fortællermæssigt flow, og samtidig udfolder det Helles karakter.

Som i Bruns tidligere romaner har naturen en helt særlig plads. Det er markerne, lyset, tågen, vandet, hestene, årstiderne osv., der sætter stemningen omkring Bruns karakterer, og som rammer læseren med al sin sanselighed og genkendelighed. ”Som brødre vi dele” er både en sanselig naturoplevelse og en fortælling om en kvinde, der prøver at finde sin plads i livet og familien. 

Resten af livet

”- Min gamle hverdag, svarede hun. Ordene trillede ned i det dugvåde græs, og hun vidste pludselig ikke længere, om den fandtes. Hverdagen. Eller om denne sommer havde forandret noget, som hun endnu ikke havde fået øje på.”
”Resten af livet”, s. 214.

I 2014 satte Lisbeth Brun punktum i sin limfjordsserie om kvinder i flere generationer og deres udfordringer med familie, børn og kærlighed med romanen ”Resten af livet”.

Hovedpersonen Helle går igen fra ”Som brødre vi dele” fra 2012. Helle bor stadig på slægtsgården Fjordagerholm, hvor hendes drøm om en sommerridelejr for overvægtige børn bliver til virkelighed. Hendes halvbror Jens er død, og forholdet til svigerinden er anstrengt. Alligevel overtager Helle gården, og hendes mor Marie flytter ind, da hun mister sin mand. Endelig bliver Helles hemmelige drøm om at få sin mor for sig selv virkelig. Men det bliver ikke uproblematisk. De mange års adskillelse pga. bortadoption, generationsforskelle og en depression skubber konstant de to kvinder i hver sin retning.

51224574

”Resten af livet” fortsætter, hvor ”Som brødre vi dele” slap, og de to bøger er både sprogligt og stilmæssigt meget ens. Replikkerne er igen bærende for karaktertegningerne, giver fortællingen fremdrift og åbner for læserens fortolkningsmuligheder.

”Resten af livet” slutter åbent, men håbefuldt. Omsider føler Helle sig hjemme et sted, og måske er hun endelig parat til at overgive sig til kærligheden.

De fire bøger giver tilsammen et godt blik på kvindelivet set fra forskellige synsvinkler og tider. Bøgerne kredser tematisk om splittede familier, identitet, død og kærlighed. De er både et stykke danmarkshistorie og en slægtsfortælling i fire bind, hvor særligt kvinderollen udfoldes.

Genrer og tematikker

Lisbeth Brun skildrer mennesker – især kvinder. I nuancerede portrætter, der rækker tilbage til barndommen, udfoldes psykologiske undersøgelser af familieliv, følelser og det moderne liv. Handlingen igangsættes ofte af et sammenbrud, der motiverer fortællingen til at gå tilbage i historien og i flash backs fremlægge sammenbruddets årsag. Romanerne er psykologisk og miljømæssigt realistiske, men der kan også snige sig et lille spøgelse ind, som fiskerkonen der går igen, eller overleverede myter som farfaren, der har drukket isbjørneblod.

Kærligheden er kvindernes største kamp i Lisbeth Bruns univers. En kamp, der sjældent ender lykkeligt, og derfor har romanerne også sjældent en happy ending. I stedet undersøger forfatteren, hvad der sker, når man går fra manden, og tit udfoldes et trøstesløst tilbageblik på meningsløst samliv.

Lisbeth Brun udnytter tydeligvis den viden og de erfaringer, hun har opnået rundt omkring i verden. Hendes romanfigurer lever eller sendes til biografisk genkendelige steder som Schweiz, Norge og Nordjylland, og man mærker, at Lisbeth Brun trækker på de miljøer, hun kender, i sine beskrivelser.

Selvom Lisbeth Brun skriver meget realistiske miljøer frem, er hun ikke bange for at indlemme en snert af overnaturlige elementer i sine romaner. Selv siger hun: ”Det er en jordisk ballast som jeg skriver ud fra – foruden at jeg ved, der er mere mellem himmel og jord.” (Karen Syberg: At skrive er som Sufi-dans. Information, 2006-12-21).

Sproget er ordrigt og billedskabende i hele forfatterskabet. Det fastholder læseren. Derudover skriver Brun præcise og rammende dialoger, som man uden problemer kan høre for sig. Der springes uproblematisk i tid, og det får sammen med de mundrette dialoger romanerne til at fremstå filmiske i deres udtryk. Lisbeth Brun skriver hverdagsnære og realistiske fortællinger båret af et præcist og billedrigt sprog.

Beslægtede forfatterskaber

Lisbeth Brun skriver sig ind i en tradition af kvindelige, danske forfattere, hvis interesse og omdrejningspunkt er kvinders liv og psyke. Samtidens grand ol’ mama inden for denne genre er Hanne Vibeke Holst.

En anden forfatter, som Lisbeth Bruns temaer og stil minder om, er Trisse Gejl. Hun skriver på samme måde om kvinders sammenbrud og krisernes årsag og er ikke bange for at lade halvokkulte elementer indgå som midlertidige metaforer, hvis det blot er foreneligt med en psykologisk realisme. Kvinden i Trisse Gejls roman ”Skjul” fra 2008 minder om flere af Lisbeth Bruns kvinder. Hun deler ensomheden, en eksploderende krise og fortidens spøgelser, der rasler ud af skabet med Bruns kvinder. Der er hos begge forfattere en lidt trøstesløs opfattelse af kærligheden og manden fra fortiden. Der er også en indlevelse og nuancerigdom i beskrivelserne af kvinder, der sidder på terrassen i et tomt hus, tilbereder ulykkelige måltider og drikker stærk alkohol.

At skrive om et bestemt geografisk område i Danmark, som Lisbeth Brun gør i flere romaner og særligt i ”Vejs ende” og ”Det du mister”, gør Ida Jessen også i sin Hvium-trilogi, der består af romanerne ”Den der lyver”, ”Det første jeg tænker på” og ”Børnene”. Tematisk minder de to forfatterskaber også om hinanden. De skriver begge om de store sorger, den voldsomme kærlighed og forholdet mellem mor og datter. Og så skriver de om hemmeligheder.

Selv siger Lisbeth Brun om det temas betydning for hendes skrivestil: ”Der ligger en masse energi i hemmeligheder. Også når de kommer frem i lyset. Og det bruger jeg i bøgerne. Jeg skriver ikke plot, men der skal være en psykologisk spænding. Det er der jo også i vores liv”. (Charlotte Rørth: Jeg vil ikke miste mit savn. Nordjyske Stiftstidende, 2011-02-26).

Bibliografi

Romaner

Brun, Lisbeth:
Nord for fjorden. Gyldendal, 2005.
Brun, Lisbeth:
Tingenes tilstand. Gyldendal, 2005.
Brun, Lisbeth:
Vejs ende. Gyldendal, 2006.
Brun, Lisbeth:
På grænsen. Gyldendal, 2007.
Brun, Lisbeth:
Paradisets have. Gyldendal, 2009.
Brun, Lisbeth:
Det du mister. Gyldendal, 2011.
Brun, Lisbeth:
Som brødre vi dele. Gyldendal, 2012.
Brun, Lisbeth:
Resten af livet. Gyldendal, 2014.

Noveller

Brun, Lisbeth:
Plan B. Gyldendal, 2010.

Børnebøger

Brun, Lisbeth: Loppe og Liste. Gyldendal, 2013. Billedbog.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lisbeth Brun

Om forfatterskabet

Links

Anbefalinger af Lisbeth Bruns romaner.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lisbeth Brun

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Syberg, Karen:
At skrive er som Sufi-dans, Information, 2006-12-21
Rørth, Charlotte:
Jeg vil ikke miste mit savn. Nordjyske Stiftstidende, 2011-02-26.