Befri dit Liv

Citat
“Liv turde næsten ikke være alene. Det var værst, når hun sad i huset og stirrede på telefonen. Hun opgav snart at tælle, hvor lang tid der var gået, siden Alexander sidst havde ringet. Hun var ved at tude, da hun opdagede, at den samme skal af kulde og ligegyldighed omklamrede hende, da Kaj var taget på flyvestationen næste dag”.
“Befri dit Liv”, side 309.

Fortsættelsen til “Pige Liv” udkom i 1983 under titlen “Befri dit Liv”. Tiden er sat i efterårsferien samme år, som Liv og Aleksander har mødt hinanden. Alexander inviterer Liv til København, og hun siger med det samme ja tak og skal så ‘bare’ overtale forældrene. De har imidlertid deres egne problemer, der ikke er blevet mindre siden “Pige Liv”. Faderen er fordrukken og voldelig både over for Liv og hendes mor, og en skilsmisse synes efterhånden uundgåelig. På baggrund af disse kaotiske familieforhold får Liv lov til at bo hos Alexanders forældre i efterårsferien.

Mødet med Alexanders familie viser sig at være noget ganske andet, end hvad Liv havde forestillet sig. Alexander kommer fra et velhavende akademikerhjem i Kongens Lyngby, hvor børnene forventes at konversere pænt ved middagsbordet, og Alexanders far og mor deltager venligt og sympatiserende i sønnens udfoldelser i BZ-miljøet. Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen, men Liv finder i løbet af sit ophold ud af, at Alexanders forældre delvist har spillet fallit med deres evige sympati og forståelse for ‘det alternative’. Alexander vil nemlig ikke tilbage i gymnasiet, og det synes at være dråben, der får bægeret til at flyde over for de ellers tålmodige forældre.

Alexander selv viser sider af sig selv, som Liv ikke har set før. Allerede da Liv ankommer til København, har Alexander travlt med en husbesættelse. Faktisk har han så travlt, at han overhovedet ikke ænser Liv. Derudover viser han sig at være hidsig og potentielt voldelig. Liv er dog stadig forelsket i Alexander og følger ham i tykt og tyndt. Det medfører, at Liv bliver inddraget i en aktion, der udvikler sig på dramatisk vis. BZ’erne får bank af politiet, og Liv er tæt på også at komme til skade. Efter ferien tager Liv hjem til Jylland, men på sin sidste tur på Strøget ser hun overraskende nok sin egen mor – i armene på en anden mand.

Intet er altså som før. Hverken hjemme i familien, der splittes, da moderen flytter til København sammen med sin nye kæreste, eller i forholdet til Alexander, der tigger Liv om at tage den samme tur over. Liv vil egentlig gerne, men samtidig føler hun sig forpligtet til at blive hos sin far. Det er altså en rådvild og lidt mere voksen Liv, der bliver taget afsked med på sidste side af romanen.