Nora

Citat
“Hun trak låsen ud af hængslet og åbnede den tynde bræddedør ind til loftsrummet. Tændte lommelygten og flyttede et par kufferter til side. Der, hvor hun sidst havde set den brune æske, stod en anden kuffert. Hun trak den væk og nåede helt ned til gulvbrædderne. Den næste bunke var gamle gryder og pander. Hun nærmest smed dem op på kufferterne. Bag dem var et par havestole, en hækkesaks, et lille bord med en skuffe. Hun trak den ud og farvekridt fløj til alle sider. Det måtte være et legebord, de havde haft som små.”
“Nora”, side 216.

Tine Brylds foreløbigt sidste ungdomsroman er også hendes langt mest velskrevne. “Nora” fra 1995 handler om den 18-årige pige, Nora, der får en abort. Nora bor med sin far, mor og lillebror i et trygt og godt hjem i København. Hun går i 2.g., og hendes liv bruger hun, som gymnasieelever har for vane, gerne på fester og byture. En aften efter en fest tager klassens ny dansklærer Nora med på Christiania, hvor de i beruset tilstand har samleje på et toilet. Læreren voldtager ikke direkte Nora, men venter heller ikke på hendes samtykke. Da Nora finder ud af, at hun er gravid, træffer hun med det samme beslutningen om abort. Forældrene er forstående og bakker op om beslutningen, som også sætter familiens egen historie i perspektiv: Da Noras mor, Marianne, var meget ung, fik hun nemlig også en abort. Det var før indførelsen af den fri abort, dengang piger, der var “kommet i ulykkelige omstændigheder”, som det hed med en eufemisme, blev behandlet af tvivlsomme kvaksalvere, hvilket bragte mange unge kvinder i livsfare.

Et stykke tid efter aborten tager Nora med en veninde til Vesterhavet, hvor hun møder den unge fisker Jannik. De forelsker sig, og Nora mener, hun har fundet den store kærlighed.

21500704

Jannik viser sig dog at have en overraskende familiehistorie. Noras mor Marianne tilbragte i sin ungdom en periode ved Vesterhavet. Igennem mange tilbageblik finder vi efterhånden ud af, at den mand, hun forelskede sig i dengang, er Janniks far. Men det bliver værre endnu: Sideløbende med historien om Nora og Jannik fortælles nemlig historien om, hvordan Noras forældre overvejer, om de skal fortælle hende, at hendes far ikke er hendes rigtige far. Marianne blev nemlig i sin tid gravid med Janniks far. Hun fik ikke en abort, og barnet, der kom ud af det, er Nora. Nora og Jannik er altså søskende. Nora finder ud af dette, da hun læser nogle gamle breve på loftet, og historien ender med, at Nora og Jannik rejser ud i verden sammen. Romanen fordømmer således ikke det incestuøse forhold, men er, som altid, når forfatteren er Tine Bryld, på de unges og kærlighedens side.

“Nora” leger, bevidst eller ej, med den litterære genre, der kaldes melodrama, hvor forbyttede børn, gedulgte hemmeligheder, støvede breve i kufferter på lofter og et højstemt sprog er faste ingredienser.