Hovedpersonen står i et stumt modsætningsforhold til de institutioner, som præger kulturen i fransk Nordafrika akkurat som i den vestlige verden. Hvis han har forstået dem engang, gør han det ikke længere. Han lever uden nogen umiddelbar mening i en hverdag, som giver ham mad, varme og sex i et nødvendigt omfang. Og han forstår ikke den mening, resten af samfundet lever efter. Derfor kan han ikke honorere de krav, som en begravelse eller – med et andet eksempel – et parforhold stiller: “Om aftenen kom Marie for at hente mig og spurgte om jeg ville gifte mig med hende. Jeg sagde at det ikke var så vigtigt, men at vi godt kunne gifte os, hvis hun gerne ville have det. Så ville hun vide om jeg elskede hende. Jeg svarede som jeg allerede havde gjort en gang før, at det ikke betød noget, men at jeg vistnok ikke elskede hende.” (s. 51)
De korte knappe sætninger og tørre registreringer, illustreret ved den berømte indledning, udtrykker Mersaults ‘fremmedgørelse’. Hvis man betænker, hvor mange millioner måder, Camus ellers kunne have udlagt den på, og hvor mange måder fremmedgørelsen var blevet udlagt på i europæisk litteratur (Franz Kafka, Hermann Hesse, Robert Musil, Godot med mange flere), som havde kredset uafladeligt om den de foregående tiår under indtryk af de samme rørelser i samfundet som Camus – så virker det temmeligt genialt og nybrydende. Og modtagelsen af romanen blev da også derefter. Alle som havde et navn og brugte det – franske intellektuelle som Malraux, Paulhan, Blanchot, m.fl. – var begejstrede.
Smagsdommeren over dem alle, forfatteren og filosoffen Jean-Paul Sartre, for i blækhuset og skrev et tyve sider langt essay, “Explication de L’etranger” om romanen. Mere end tres år senere virker “Den fremmede” stadig, som om den var skrevet i går. Den er en af de få romaner, som er blevet kaldt tidløs, der også er det. Og som bliver ved med at komme i nye udgaver og oplag for at møde efterspørgslen fra et nyt publikum.