Mens Mersault i “Den fremmede” venter på sin henrettelse, erkender han tilværelsens absurditet – eller meningsløshed – som bliver det stærke eksistentialistiske afsæt for Camus’ forfatterskab. Erkendelsen hjælper Mersault til at acceptere, hvem han er – den fremmede – og påtage sig sin skæbne. På den måde opnår han fred. Indsigten fører til forsoning med skæbnen. Det er Camus’ eksistentialistiske pointe – en pointe han gentager omtrent samtidig i tre andre værker, essayet “Le mythe de Sisyphe” fra 1942 (“Sisyfos-myten”, 1973) og teaterstykkerne “Caligula” fra 1944 (“Caligula”, 1957) og “Le Malentendu” fra 1944.
29961034
Camus forsøger i forfatterskabets første år at give nogle svar på meningsløsheden:
For det første skal man gøre sig sine livsbetingelser klart og ikke flygte ind i andre forestillinger.
For det andet er mennesket altid uskyldigt og kan ikke dømmes, da alt i virkeligheden er dømt til undergang.
For det tredje skal vi huske passionen – når vi kun har den afmålte tid at leve i, må vi til gengæld leve så meget som muligt her og nu og ikke leve for fremtiden.