Camus tredje fuldendte roman “La Chute” fra 1956 (“Faldet”, 1958) bliver betragtet som hans vanskeligst tilgængelige og mest flertydige. Den er en moderne variation over syndefaldsmyten og er blandt meget andet også blevet læst som en beskrivelse af angst.
Bogen er udformet som en monolog: Jean Baptiste Clamence (Johannes Døberen på dansk) sidder på et værtshus i Amsterdam og fortæller, hvor elendig han er. Vi forstår blandt andet, at han en mørk nat undlod at gøre noget for at redde en pige, som muligvis – han hørte et plask – kastede sig i Seinen. At hele hans virke som forsvarsadvokat for de fattige bare var for at blære sig med, hvor god han var. At hele hans liv som mondæn lagenatlet i Paris’ high society kun var for at spejle sig i sine elskerinders nydelse. Og vi forstår, at han nu har besluttet sig for at sidde og dele sine synder med andre og give afkast på sit gode liv – hvilket jo virker lidt underligt: Hvis der overhovedet var et selvmord, så var der formentlig ikke meget, han kunne have gjort.
28562098
At han soler sig lidt i de fattiges taknemmelighed, er vel ikke den store forbrydelse, så længe han rent faktisk gør noget for dem. Og at han spejler sig i sine elskerinders nydelse, er vel heller ikke det store problem, så længe de bare nyder. Men Jean Baptiste er ikke bare bodfærdig. Han er også dommer. Han får andre til at erkende deres elendighed og forstå, at også de er syndere. Og dette er hans egentlige mission. Som den, der ser igennem sine medmennesker og får dem til at erkende deres syndighed, føler han sig hævet over dem.
Syndefaldsmyten er hentet i kristendommen, men tendensen til at løfte sig op over andre mennesker ved hjælp af et tankesystem, så Camus over alt. Flere læsninger af “La chute” ser elementer af Sartre og sågar Camus selv i Jean Baptiste. Angsten antydes blandt andet af det irrationelle i Jean Baptistes handlinger og en mystisk latter, som forfølger ham.