I den selvbiografiske roman “Le premier homme” fra 1994 (“Det første menneske”, 1995) besøger Camus’ alter ego Jacques Cormery sin fars grav i Nordfrankrig (Cormerys far var faldet i Første Verdenskrig). Under rejsen går hans tanker bagud til hans barndom i Algieret. Som faderløs var han nødt til at skabe sin identitet fra bunden – det er formentlig det, som ligger i titlen. Det menneske, som betød mest i den proces, var uden tvivl moderen. Et smukt, reserveret, hårdtarbejdende menneske, som Cormery elsker betingelsesløst. Hun var også analfabet og afskåret fra den litterære verden, som i den grad skulle blive hans. Camus har tilegnet “Det første menneske” til hende: “Til dig, der aldrig vil kunne læse denne bog” . Mere sprudlende og udfarende fremstår onklen Ernest, uden tvivl navngivet efter Ernest Hemmingway, med hvem han deler en stor kærlighed til jagt, kvinder og røverhistorier. Som moren er Ernest et menneske af et smukt ydre og derudover bemærkelsesværdig, for så vidt som han aldrig lod sig bremse af sit handicap – han var døv.
21691151
Om sommeren tog han Cormery med ud at bade, og i sæsonen tog de toget op på højsletterne uden for Algier og gik på jagt sammen med onklens kammerater. Den negative modpol i den lille lejlighed, hvor Cormery boede med sin familie, var farmoderen, som ikke uden en hvis sadistisk fornøjelse påtog sig at opdrage ham, mens moren var ude og arbejde. Udenfor hjemmet fik læreren hr. Bernard (Louis Germain, som Camus senere dedikerede sin nobelpristale til) stor indflydelse på Cormerys udvikling. Han overtalte bedstemoren til at lade ham gå på gymnasiet og åbnede derfor det spor, som Cormery drømte om at slå ind på.
Camus nåede aldrig at gøre “Det første menneske” færdig. Han var på vej til Paris fra hjemmet i landsbyen Lourmarin i Sydfrankrig sammen med ægteparret Gallimard (berømt fransk forlæggerfamilie), da de kørte ind i et vejtræ. Men han var langt i arbejdet, og man tænker ikke over, at den ikke skulle være fuldendt, når man sidder med den mellem hænderne – tværtimod.