Camus bandt an med mange genrer: journalistikken, kritikken, essaykunsten og dramatikken. Han lavede teateropsætninger, han redigerede tidsskrifter og han arbejdede som konsulent for forlag. Han gjorde det meste af det med succes. Men hans romaner og noveller rager frem. Måske fordi de bedre end nogen af de andre genrer fusionerer hans kvaliteter som tænker, fortæller, dramatiker og observatør af menneskets natur.
Litteraturhistorisk er de tematiske bånd talrige. Absurditeten er et naturligt tema for litteraturen under indtryk af de religiøse, ideologiske, sociale og kulturelle brydninger i den tid, Camus skriver i. Temaet bliver behandlet i en lang række andre samtidige forfatterskaber med Franz Kafka, Samuel Beckett og Jean Paul Sartre, som nogle af de bedst kendte eksempler. Eksistentialismen og humanismen som et svar på absurditeten øger det tematiske slægtskab med Sartre yderligere.
Filosofihistorisk placerer eksistentialismen Camus i en tradition, der har samme Sartre, som en af sine mest markante repræsentanter sammen med den tyske filosof Martin Heidegger og Søren Kirkegaard.
Camus’ indflydelse herhjemme var anselig blandt flere på det tidspunkt yngre forfattere, som orienterede sig mod Paris. Thorkild Hansen skrev på baggrund af en rejse til Lourmarin essayet “Camus død” – en glimrende introduktion til spændingsforholdet mellem person, myte og forfatterskab i Camus’ liv og eftermæle. Som et popkulturelt kuriosum står de melodiøse goth-rockere og selv ikke-så-lidt-fremmedgjorte The Cures forvandling af nedskydningen på stranden i “Den fremmede” til hittet “Killing an Arab” i 1979.