Da den amerikanske forfatter, Raymond Carver, døde som 50årig i 1988 af en galopperende lungecancer, var han allerede verdensberømt som den store fornyer af den amerikanske kortprosa. Kolleger såsom Salman Rushdie, Amos Oz og Haruki Murakami hyldede ham som en postmoderne og minimalistisk forfatter af små inciterende historier om sit lands rodløse middelklasse i tiden efter Vietnamkrigens afslutning, den periode man på amerikansk kalder for Post-Watergate-æraen og som spænder fra slutningen af 1970erne til langt op i 1980erne. En tid hvor Richard Nixons skandaløse afgang som landets præsident på grund af aflytningen af det demokratiske partis kontorer netop bliver tolket som et symptom på en generel politisk og moralsk deroute for hele nationens selvforståelse. Men især betød et eksistentielt knæk for det hårdtarbejdende småborgerskab, hvis illusioner om den amerikanske drøm, retten til altid at få en chance mere, The Second Chance, og at ærlighed og hårdt arbejde altid betaler sig i sidste ende, synes at briste, måske for altid, i hvert fald i Carvers levetid og bedste tekster.
På dansk kom en samling af Carvers noveller tre år før hans død. Gyldendal udsendte i 1985 Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, der solidt bekræftede for danske læsere at her var tale om en ny og spændende stemme i amerikansk litteratur. Og med instruktøren Robert Altman’s film fra 1993, Short Cuts, en række sammenhængende variationer over nogle af hans berømteste noveller, - bl.a. ”Vil du venligst holde din mund”, ”Lidt godt”, ”Så meget vand, så tæt på” – blev hans ry endnu større for en endnu større læserskare både her hjemme og i det store udland.
Men Raymond Carvers berømmelse er også tæt knyttet til de meget amerikanske myter omkring hans liv og levned, der opstod allerede mens han levede. Ligesom med Mark Twain og Ernest Hemingway talte man om en anti-intellektuel og selvlært skribent, runden af en ikke-akademisk og rustik folkelighed, en moderne cowboy skåret ud af europæerens forestilling om den naive amerikanske forfatter der blot beskriver tingene som de er i en genkendelig virkelighed. Uden manierede dikkedarer, lige ud af landevejen og med en tilkæmpet og smertelig selverkendelse om tingenes rette sammenhæng. Især for et rigtigt, men utilpasset mandfolk i en feministisk og forvirret epoke som hverken har brug for mandens stolte dyder eller gamle kvaliteter. Selvfølgelig nedfældet på en forfærdelig baggrund af faderopgør, rodløshed og et eget hårdt liv med kvinder og druk, små sejre og store nederlag.