Et langt stykke af vejen leverer Carver da også varen i så henseende. Født i 1938 i den nordvestlige stat ved Stillehavet, Oregon, af fattige forældre som på grund af depressionen i mellemkrigstiden brød op fra sydstaten Arkansas. Snart arbejder den unge Raymond som arbejdsmand ved et savværk og siden som skovhugger, men bryder sammen på grund af druk og dårlige nerver i 1957. I et forsøg på en slags terapi begynder han at læse poesi og i det hele taget at uddanne sig selv. Så bliver han gift første gang, får børn, men går økonomisk fallit to gange og svigter som ægtemand og far på grund af en tiltagende alkoholisme, som han først får bugt med ved det andet ægteskab med forfatteren Tess Gallagher.
Carvers sidste år, hvor berømmelsen er kommet gradvist efter de første digte i slutningen af 1970erne, er præget af hans heroiske kamp mod lungekræften, hans stædige holden sig på vandvognen og hans forsoning med den kranke skæbne, at hans dage er talte før tid. Alle er enige om at Raymond Carver dør som et typisk amerikansk mandfolk, med cowboystøvlerne på og uden selvmedlidenhedens tårer i øjnene.