Romanen ”O Alquimista” fra 1988 (”Alkymisten”, 1995) handler om den unge fårehyrde Santiago, der to gange drømmer den samme drøm. Drømmen opfordrer ham til at rejse fra sit fædreland Spanien til Afrika og ind i ørkenen til pyramiderne for at finde en skat, og da han møder en gammel konge og en sigøjnerkone, der begge tilskynder ham til at følge drømmen, kan rejsen tage sin begyndelse. Det skal ikke være let, og Santiago får stjålet hele sin formue fra salget af sin hjord i det øjeblik han sætter sin fod på Tangers støvede jord. Men med et ukueligt gåpåmod får han skaffet sig et job og tilegnet sig både sprog og kultur i det nye land, og efter et års arbejde har han penge nok til at slutte sig til en karavane og rejse mod pyramiderne.
På rejsen møder han en alkymist, der indvier ham i sin visdom, og han møder sin store kærlighed i en smuk oase, hvor karavanen gør holdt. Og mon ikke også han finder sin skat?
”Alkymisten” er bestselleren over alle bestsellere i Paulo Coelhos forfatterskab og det siger ikke så lidt. Bogen har givet ham en plads i Guiness Rekordbog som forfatteren til verdens mest oversatte værk af en nulevende forfatter, efter at ”Alkymisten” er oversat til hele 67 forskellige sprog. Romanen er blevet kanoniseret i forskellige skolesammenhænge, eksempelvis anbefaler University of Chicago sine businessstuderende at læse bogen grundigt.
24757870
Værket er skrevet i et meget enkelt sprog, og det altdominerende tema er tanken om at det er muligt for enhver at udleve sine drømme, hvis bare man tør. Pointen gentages hele bogen igennem og personificeres ved hovedpersonen Santiagos historie. Santiago er nemlig et menneske der tør bryde op og følge sin drøm. Han har, på ægte eventyrvis, både sine hjælpere og sine modstandere, som med lige dele magi og snusfornuft gør deres for enten at komplicere eller lette rejsen. Han både begynder og ender sin rejse ”hjemme”. Hans færd er altså en slags dannelsesrejse, og nok er det samme Santiago, der vender hjem ved slutningen af bogen, men han er traditionen tro noget mere moden og klog på livet, end da han rejste ud.
Hvis man skal vælge et bon mot til at opsummere bogen, kunne det passende være ”Enhver er sin egen lykkes smed”. Ifølge Coelho er det kun ens egen frygt der står i vejen for, at man kan opnå sine mål – og det gør frygten ganske effektivt i de fleste tilfælde. Alskens utilfredshed, bitterhed, skuffelse og dårligdom blandt mennesker har sin rod i individets vigen tilbage for at tage det sidste skridt og endelig springe ud i livet.
”Alkymisten” kan i den forbindelse ses som en opmuntrende fortælling om, at enhver har muligheder, hvis man blot tør gribe dem og en appel til alle mennesker, der brænder inde med et ønske om at tro på dets mulighed og gøre det til virkelighed. Som nævnt ovenfor er bogen populær i undervisningssammenhænge, og derfor er det på sin vis paradoksalt, at den i høj grad kan læses som et liberalistisk statement. Eneren skal have mulighed for at udleve sit enestående potentiale uden at hensyn til andre mennesker, fællesskaber eller ”systemer” skal få lov at stå i vejen. Nogle vil hævde, at den politik der udspringer udelukkende af et rent liberalistisk menneskesyn netop kan forhindre mange mennesker i verdens fattige egne i at udleve deres drømme – men det er næppe en fortolkning, Paulo Coelho vil være enig i.