I “Shampoo Planet” fra 1993 (“Shampoo Planet”, 1994) er det ironiske valg forbrug, kemikalier og karrierer. Som der står på side 214 i romanen:
“Vi kan ikke få nok kemikalier: 'Koffein - koffein - koffein', chanter jeg til servetricen.
'NutraSweet!' tilføjer Stephanie.
'Spiselige olieprodukter!'
'Hvidt sukker!'
'Nu!'”
Hovedpersonen Tyler har været ude at besøge sin hippiefar i skovene sammen med kæresten Stephanie og kan ikke komme hurtigt nok tilbage til civilisationen. Han bor i et almindeligt hus i en almindelig provinsby sammen med sin mor og sine søskende og drømmer om en lidt mere ordentlig og traditionel tilværelse, end den han har kendt som barn. Han står foran at sparke en karriere i gang og har blikket rettet mod en stor producent af hårprodukter (han er shampoo-fetichist).
Set uppet er velafprøvet: børn af hippiesegmentet i 68-generationen gør oprør mod forældrenes Save the Whales-idealisme med banal borgerlighed. De fleste kender det fra firser-sit com’en ”Blomsterbørns børn”.
“Shampoo Planet” er et forfriskende alternativ til visse strømningers endimensionelle sidestilling af forbrug med afstumpethed, og kan læses som en kommentar til Bret Easton Ellis’ samtidige yuppie-portræt i “American Psycho”, hvor mærkevarebevidsthed er det samme som en morderisk lyst til at skære folk op med sushiknive. Men romanen taber momentum. Måske fordi normale, velfungerende borgerlige børn af hippier er svære at skelne fra normale, velfungerende borgerlige børn af alle mulige andre. Ironien mister saft og kraft efterhånden som Tyler glider ind i sin normale drømmeverden, som for læseren i almindelighed bare er en normalverden og uden den særlige tiltrækningskraft, som den skæve vinkel har.