Som hos så mange andre vokser Colombine High-massakren i Littleton i staten Colorado i USA i 1999, hvor to drenge skød og dræbte tretten elever og lærere, i bevidstheden hos Douglas Coupland i årene, der følger. I romanen “Hey Nostradamus” fra 2003 (“Hej Nostradamus”, 2004) overfører han tragedien til Vancouver. Hovedpersonen Jason er skeptisk, antiautoritær og i evig opposition til sin far, som er religiøs og despotisk og gir’ den med bogstavelige læsninger af biblen.
25218671
En dag skyder nogle tabere Jasons kæreste og en nogle af hans skolekammerater. Jason viser sig at være lidt af en helt og standser blodbadet med et fremragende stenkast, som smadrer hovedet på en af morderne, og efterfølgende vender op og ned på hans liv, men ikke helt på den måde som man kunne forvente. I stedet for at fejre ham som en helt tordner faren mod hans “mordlyst”, da han kommer hjem. Moren, som er småalkoholiseret, men ikke dum, knuser farens højre knæ med en lavastenslampe (rekvisitøren i Coupland svigter aldrig), så han kan holde kæft. Hun har fået nok. Og så er den familie opløst. Det er historien ikke – heldigvis. Den fortsætter med at udvikle middelalderens moderne efterliv i kristendommen og det mørke, som vokser omkring den. Vi forbinder især highschool-massakrer med en ‘frygtens kultur’, som får folk til at hamstre våben og dåsemad bare, der er nogen, der siger dræberbier – ikke mindst takket være en fremragende dokumentarfilm som Michael Moores “Bowling for Colombine”. I den forbindelse er det mindre vigtigt at skuddrab og massakrer og frygten i sig selv er langt mindre udtalt i Canada end i USA.
Den religiøse patriarks tordnen mod et moderne liv og dommedagsrædslen, som ligger i titlen, er i en eller anden form aktuel over det meste af verden og fremragende formidlet i al sin rædselsfulde konsekvens af Coupland.