I 1991, samme år, som “Generation X” udkom, og kun 180 kilometer længere nede ad Vestkysten, i Seattle, udsendte Kurt Cobain og Nirvana rockalbummet “Nevermind” med kravet: “Here we are now, entertain us” formuleret i, hvad der ligner X-generationens signatursang, “Teen Spirit”.
Douglas Couplands forfatterskab imødekommer kravet. Han giver litteraturen en overhaling, akkurat som Cobain gjorde med rockmusikken. Han gør det seriøse poppet og det poppede seriøst. Det er akkurat som en dansk reklamemand engang udtalte i sladderspalterne i en københavnsk kulturguide: “Jeg er ret overfladisk, men det stikker ikke så dybt.” Overfladen bliver til dybde, dybden bliver til overflade. Coupland selv indfanger bevægelsen med en forestilling om sine værker som bogskulpturer. De er åbne for det hurtige blik, men lukker sig ikke for det “lange”. De er åbne for den hurtige afkodning, men udelukker ikke fordybelsen. De er både som æstetiske og intellektuelle udtryk større end summen af deres enkeltdele. I den forstand “transcenderer” de deres genre.
DouglasCouplands forhold til Cobain er i sig selv en glimrende illustration af transcendensen. Coupland bemærkede i 1994 i et posthumt brev til Cobain: “Vi har lp-plader inden i os, og hvis vi fortalte en vittighed om dig, ville det have været at kradse med en nål hen over den plade: ironien blev kastet ud.” (“Polaroider fra de døde”, side 102). Ironien nærer sig ved udtryk, som kan reduceres til deres genre – ved skabeloner og klicheer, ved nogle greb, som i princippet kunne findes i en manual. Det gjorde Cobains ikke. Og det gør Couplands heller ikke. Det er det, der gør det til pop, i ordets bedste betydning.